Herulerne - Resumé
1. Herulernes sydeuropæiske historie
Herulerne/Eruli var et blandingsfolk med østgermansk sprog og præg - frygtet som romerske lejesoldater. De opstod sandsynligvis ved Sortehavet, hvor de første gang omtaltes i 267 e.Kr.. Antageligt er de ved en misforståelse blevet knyttet til Sjælland/Skåne i århundrederne efter Kristi fødsel. De kom til Centraleuropa med hunnerne og fik kongerige i Mähren/Moravia efter et opgør med hunnerne i 454. Her støttede de den germanske konge, Odoaker, i Ravenna og kontrollerede fra den Mähriske Port i Karpaterne pelshandelen langs ”Rav-ruten” fra Skandinavien. Denne kontakt har efterladt mange arkæologiske spor i Skandinavien i 400-tallet (Sösdala, Högom, Finnestorp mv.). I det frisiske område levede en anden gruppe herulske lejesoldater (vestherulere) fra det 3. århundrede. De forsvandt samtidig med den angelsaksiske udvandring til England. Herulerne i Mähren blev deres naboer overlegne i antal og styrke og tvangsbeskattede bl.a. longobarderne, som i 509 satte sig til modstand og vandt. En gruppe herulske flygtninge blev østromerske lejesoldater under Justinian. De blev knust i 567 sammen med gepiderne af romere og avarer. Kongeslægten med følge fulgte i 509 handelsruten mod nord og slog sig ned på den Skandinaviske Halvø. I 548 hentede Justinians lejesoldater en konge her, hvilket har været en samtidig historisk kilde til Procopios’ og Jordanes’ beretninger om deres bosættelse i Norden. Det anses derfor som sikkert, at herulernes kongeslægt og deres følge bosatte sig på den Skandinaviske Halvø.
2. Bosættelsen i Skandinavien
Vestherulerne var antageligt kendt i Norden som sørøvere og siden som lejesoldater/officerer hos nordiske konger under navnet eriler – heraf begrebet jarl. Østherulerne fra Mähren kan have fulgt ideen op, da de jo i forvejen havde kontakt via Rav-ruten. Østherulerne har muligvis været kendt som mæringer i Norden og blev måske også forvekslet med de hunner, de tidligere fulgte. Det har været helt naturligt for kongeslægten at følge handelsruten mod nord efter deres nederlag i Mähren. De romerske kilder indikerer, at de først slog sig ned mellem daner og göter (Blekinge/Värend?), før de blev drevet mod nord af danerne. Det mest sandsynlige endemål var Mälar-dalen, da vi her finder den eneste ekspansion, som kan matche dette stærke dynasti, som i de sidste 25 år havde været allierede med Odoaker, Childeric og Theodoric. På grund af jernudvindingen i Bergslagen og pelshandelsruten via Helgö udgjorde denne region det indtægtspotentiale, som deres livsform var baseret på. Den tidlige Vendelstil var da også østgermansk påvirket, og både kongshøje og bådgrave i Uppland indeholder de nødvendige spor af et sådant forløb, som ikke findes andre steder i Norden på den tid. Der er et klart spor af en sydøsteuropæisk nomadekvinde i Uppsalas østhøj, men etnicitet bevises ikke med arkæologi. Den mest sandsynlige forklaring er, at herulerne blev integreret som en minoritet blandt svearne. På den måde blev Uppsala det religiøse centrum for denne blandede kultur med et netværk af jarler i det omliggende land. Ni generationer senere blev mæringernes kongefamilie mindet på Rökstenen af en efterkommer - måske det mest konkrete levn, men sprogforskerne har endnu ikke forstået stenens gåder.
3. Den nordiske litteratur
Den righoldige nordiske litteratur kan ikke bruges som historiske kilder om begivenheder 500 år før, men det er muligt at finde fragmenter af forløbet ovenfor i det omfang, man skulle forvente. Derfor forsvandt herulerne ikke i Norden - de blev simpelthen en del af et eller flere nordiske folk.
|
|
|