Marsk Stig Andersen Hvide
Marsk Stig nævntes første gang i 1272 som kautionist, da Erik Klipping lånte penge i Lübeck. Hans gods lå hovedsageligt på Djursland-kanten. Tilknytningen til de sjællandske Hvider var sandsynligvis via ægteskab.
I 1275 ledede han en dansk hær, som den svenske prins Magnus Ladelås lejede, da han tog magten fra sin bror, kong Valdemar. I 1276 nægtede han som den eneste i Nyborg at sværge troskab til den unge 2-årige tronfølger, Erik Menved. Derefter hører man først om ham igen i 1284, hvor han kort forinden var genindtrådt som marsk i Erik Klippings regering.
I forbindelse med mordet på Erik Klipping, blev han på Danehoffet i Nyborg i pinsen 1287 dømt for råd mod kongens liv. Sammen med grev Jakob af Nørrehalland og 6 andre dømte adelsmænd måtte han søge tilflugt som fredløs hos den norske konge, Erik Præstehader. Kun en væbner blev dømt for deltagelse i mordet. Siden etablerede Stig Andersen en borg på Hjelm ud for Djursland, hvorfra han plyndrede de danske kyster sammen med de øvrige fredløse og den norske konge. Herfra drev han også falskmønteri. Han døde i 1293 og flere kirker gør krav på at være stedet for hans hemmelige begravelse.
Folketraditionen begrundede siden mordet med, at kongen havde forført eller voldtaget marskens hustru, fru Ingeborg, mens han var i Sverige. Historikerne reagerede i 1900-tallet på denne nationalromantiske tradition med at betegne dommen som justitsmord - men var det en overreaktion?
|
"Kongemordet i Finderup Lade"
behandler mordet på Erik Klipping
og motivet bag det.
|