Danernes Sagnhistorie ----- Saxos sagn i sagaernes kronologi
|
|
Ny sammenhæng i danernes sagn
I "Danernes Sagnhistorie" (2004) komprimerer Troels Brandt Saxos væld af sagnkonger ud fra enkle grundforudsætninger. Saxo kombineres derefter med Beowulf, sagaer, europæisk historie og runesten. Det giver en overraskende god sammenhæng - ikke blot indbyrdes, men også med arkæologien i sen jernalder og vikingetid som beskrevet i Jørgen Jensens "Danmarks Oldtid IV". Mange af Saxos beretninger bliver mere sandsynlige set fra de nye og utraditionelle synsvinkler - men naturligvis ikke dokumenteret historie.
Fortalt med Saxos egne ord
"Danernes Sagnhistorie" er hverken en historievidenskabelig redegørelse eller en populariseret fortælling. Af hensyn til læserens egen vurdering er det i høj grad Saxos egne ord placeret i nye forbindelser - sat op imod citater fra sagaer og samtidige europæiske historikere og kædet sammen af forfatterens kommentarer. Bogen er for den, der interesserer sig for Nordens righoldige sagnskat og mulige sammenhæng med arkæologiens populære vikingetid - og for det danske kongeriges opståen.
|
|
|
|
Bogen er udsolgt
Salg og distribution:
Danske boghandlere, som bestiller hos DBK Bogdistribution - samt de fleste danske Internet-boghandlere.
Vejl. udsalgspris: 299 kr. - 330 sider.
ISBN 87-990289-0-5 ; 16x24 ; hæftet; ill. (S/H).
Udgiver:
Gedevasens Forlag ApS
c/o Troels Brandt
Gedebakken 1, 3520 Farum
Telf.: 44 95 62 65
Mail: forlaget@gedevasen.dk
Webside: www.gedevasen.dk
DBK Bogdistribution leverer ikke direkte til danske og udlandske slutbrugere, medmindre der bestilles gennem forlaget. Levering sker da på samme vilkår som boghandlerne. Internetboghandlen www.saxo.dk har en svensk web-side, men også andre boghandlere ekspederer til udlandet.
|
|
Beskrivelse af bogens indhold:
"Danernes Sagnhistorie" vender op og ned på rækkefølgen af Saxos velkendte sagn fra Dan og Angel til Gorm den Gamle - en slægt som skulle regere allerede før Kristi fødsel. Hvad der begyndte som en amatørs analyse af sagnkredsene om Frode Fredegods død baseret på nogle enkle forudsætninger om krønikeskrivernes motiver og metoder, har ført frem til en overraskende god sammenhæng mellem hovedparten af Saxos sagn - dækkende i givet fald perioden (500-965 e.Kr.).
Spørgsmålet er blevet særdeles aktuelt efter Jørgen Jensens opsummering af arkæologiens stade i storværket "Danmarks Oldtid", og i særlig grad efter fundet af den ældste hal i Lejre (se nedenfor) fra et kongesæde, som historikerne ellers havde affærdiget som opspind.
Sagnhistorien fortælles i "Danernes Sagnhistorie" med et udvalg af Saxos fortællinger, som suppleres med korte citater fra krøniker og sagaer og placeres i en ramme af samtidige kristne historieskrivere og generel arkæologi. Den komplementerer dermed det billede af historien, som man finder i de mange arkæologiske beskrivelser fra de sidste 10 år - men sagnhistorien må naturligvis ikke opfattes som faktisk historie.
Bogen er ikke en ny Saxo-oversættelse. Tværtimod bygges der på sagnene fra Fr. Winkel Horns traditionsrige oversættelse - dog i moderne retskrivning. Ca. halvdelen af bogen udgøres af Saxo-tekster, som er markeret, så man kan læse bogen udelukkende som Saxo i den foreslåede rækkefølge.
Forskere har i de sidste årtier beskrevet den litterære opbygning af Saxos værk. Hans arbejde skal ses i sammenhæng med, at kirken og kongemagten i 11-1200-tallet havde haft held til at fordreje sagnhistorien, så den passede ind i det politiske spil. Sagnene skulle vise, at det danske rige havde været udelt og regeret af kongeslægten allerede inden de romersk baserede kejserrigers opståen - et forhold som Snorre indirekte modsagde.
Saxos sagnhistorie har derfor i mange år ikke beskæftiget de traditionelle videnskabelige grene - bortset fra værkets litterære kvaliteter, som analyseres flittigt. Forfatteren påviser imidlertid, at delelementerne kan kombineres på en måde, så Saxo, sagaer, Beowulf, Widsith og de sydlige historikere fortæller samme historie - altså at Saxo ikke digtede nyt basisgrundlag, men blot udvalgte og ændrede kronologi, så det passede i hans kram. I bogen kombineres elementerne således tilbage til deres naturlige pladser i sagnenes kronologi, så de løse ender mødes, og den røde tråd træder frem igen i den sagnhistorie, man fortalte i vikingetiden.
Det begyndte med en konstatering af, at begivenhederne omkring Roar, som vi kender dem fra Rolf Krakes Saga og Beowulf, hos Saxo var udspredt over flere konger gennem mange hundrede år. Rekonstruktionsarbejdet bygger på den grundlæggende forudsætning, at den danske sagnhistorie er sagnkredse baseret på relativt få sagnhelte, ligesom man kender det fra de tyske sagnkredse om Attila, Theodorik, Vølund og burgundernes konger. Bortset fra Vølund-sagnene kender vi jo endda en vis historisk substans bag disse sagn - uden at heller de er historie. Efterfølgende er disse heltekonger bevidst eller ubevidst blevet delt op, så de fremtræder som flere konger - normalt af samme navn. Ved en konsekvent sammenlægning og efterfølgende kombination af de tilbageværende konger ud fra Beowulf, sagaer, europæiske kilder og indre sammenhæng opstår en langt mere sandsynlig indbyrdes sammenhæng. At der også er overensstemmelse med tidsforløbet og nutidens arkæologibaserede beskrivelser af jernalder og vikingetid gør det ikke mindre interessant.
Forsøget med sammenlægning synes at være lykkedes over al forventning, og resultatet er et overraskende sammenhængende sagnforløb inden for de historiske rammer, hvor
• Saxos hunner, Procopios' heruler og Beowulfs mystiske hadbarder falder på plads i det fælles mønster.
• Danmarks idealkonge, Frode Fredegod, skifter karakter gennem sagnene om Skjoldungernes slægtsfejde, der endda kan læses som partsforklaringerne i en kriminalsag.
• Sagnene om Danmarks første landssamler, Dan, finder en naturlig plads - men snarere omkring år 700 end før Kristi fødsel, som Saxo påstod.
• Røgsløret over slægts- og magtforhold fra Godfred over vikingekongen Regnar Lodbrog til Gorm Engelskmand (den Gamle) belyses fra utraditionelle vinkler.
Både historikere og Beowulf-forskere har i mange år stillet spørgsmålet: Hvem var Beowulfs og Widsiths Hadbarder? Svaret fremgår så utvetydigt af bogens sammenhænge, at man på dette punkt må sige, at problemet må være endeligt opklaret - uanset at sagn principielt ikke kan give endelige svar på historie. Navnet knyttes nemlig med sikkerhed ikke til noget historisk folk.
Derimod tilbagevises Grundtvigs ellers generelt accepterede Roar/Chocillaicus-forbindelse som værende for svagt funderet - hvilket senere også er bekræftet af Arne Søby Christensen i Historisk Tidsskrift 2005-1. Snarere hørte denne frankisk beskrevne Hugleik til de mindre grupper af nordboere og saxere, der fiskede i rørt vande i Kanal-egnene efter den angelsaksiske invasion.
De svenske Ynglingekonger i 5-600-tallet er behandlet efter samme principper som Skjoldungerne, og her synes flere navne inden Ottar at kunne komprimeres til ganske få personer. Dette er dog kun beskrevet som en afledet konsekvens af arbejdet med danernes konger, der for de førstes vedkommende havde en påfaldende tæt relation til det Ynglinge-dynasti, som sagnene placerer i Uppsala.
Der foretages afslutningsvis i forbindelse med Gorm den Gamle en uddybning af mulige årsager til, at Sven Estridsen ikke fortalte Adam af Bremen om tipoldefaderens slægt, som han må have kendt, da skriftkyndige kirkefolk havde været i landet i næsten 100 år. Det røgslør, der efterfølgende blev lagt ud over den nuværende kongeslægts afstamning, kan skyldes Romer-kirkens urimeligt stramme forbud i 1000-tallet mod ægteskab mellem 7 forudgående generationer, hvilket den hedenske slægt næppe havde respekteret. Selv om der peges på nogle nærliggende dansk/engelske muligheder i York, må denne afstamning dog efterlades åben.
Som sagt kan sagnene ikke pludselig blive til historie, men vi får et nyt og mere sandsynligt billede af sammenhængene mellem vikingernes danske sagn.
I et appendix præsenteres et forslag til en tolkning af den svenske Röksten - Nordens længste runetekst, som har udfordret forskerne i 140 år. Udgangspunktet er det såre simple, at teksten i tidens gængse stil kan være bygget op af gåder og svar. Det påvises, at alle de strofer, som indledes med "sakum", kan læses som gåder, der besvares med kamuflerede svar indlagt i næste gåde. Ifølge stenens nummerering mangler 9 gåder og deres svar, men også 9 yderligere gåder med svar kan findes skjult i teksten, som i logisk sammenhæng fortæller om slægten og sønnens død og slutter med faderens påkaldelse af guderne. Stenen medtages her, fordi den med sine 750 runer er Nordens ældste større kildetekst - 400 år før Saxo - og fordi den øjensynligt har et indhold og en baggrund, som har tilknytning til to af bogens emner. En videreudvikling af denne særskilte artikel på engelsk kan læses på hjemmesiden The Roek Stone. Løsningen indgår også som en artikel fra et svensk symposium "Kult, Guld og Makt" udgivet af Historieforum, Västergötland 2007.
Denne östgötiske sten er muligvis opsat af efterkommere af den herulske kongeslægt. Da herulerne synes at indgå i fortællingerne omkring Frode Fredegod, indeholder bogens indledende oversigt over de romerske kilder om Skandinavien også et resume af herulernes historie. Emnet er uddybet på forfatterens hjemmeside om herulerne (dansk resume og engelsk artikel). Dette arbejde med den europæiske historie og arkæologi kan muligvis givet en nøgle til forståelse af Rökstenen, vikingekulturen og baggrunden for nogle af Saxos personer - herunder "lejesoldaten" Starkad/Stærkodder.
|
Matrice til Vendel-tidens hjelmplader fra Øland (ca. år 600). Forfatterens symbol på de herulske lejesoldater - eller i alt fald deres kultur.
Emnet for "Danernes Sagnhistorie" er det skrevne ord, som understøttes af kort og slægtstavler i sort/hvidt. Arkæologiens lokaliteter og genstande har der ikke været behov for at beskrive, idet der kan henvises til de mange flot illustrerede værker herom.
|
|
Indholdsfortegnelse:
1. Formål, kilder og metode
1.1 - Anvendte hovedkilder
1.2 - Forudsætninger og metode
2. Saxos fortale
3. Romerne, germanerne og Skandinavien
3.1 - Ældre romerske kilder
3.2 - Herulernes vandringer
3.3 - Herulerne og "Odin-kongen" i Norden
4. Saxos angler, daner og jyder
4.1 - Dan og Angel
4.2 - Anglerne Vermund og Uffe hin Spage
4.3 - Rig, Dan og Kon
5. Eventyrkongerne Skjold og Hading
5.1 - Skjoldungerne
5.2 - Saxos Gram og Hading
5.3 - Hake og de første Ynglinge-konger
6. Frode "Fredegod"
6.1 - Frode den Store
6.2 - Frode og Ynglinge-kongerne
6.3 - Frodes senere bedrifter og død
6.4 - Frode, Åle og Starkad
7. Roar og Hadbarderne
7.1 - Roar og Helge
7.2 - Beowulfs Roar og Chocillaicus
7.3 - Saxos Ingeld
7.4 - Hadbarder og Svertinger
7.5 - Starkads død
8. Helge og Rolf Krake
8.1 - Helge Søkonge
8.2 - Rolf Krake
9. Hagbard og Signe
|
10. Hadbardernes tilbagevenden
10.1 - Hjørvards efterfølgere
10.2 - Fridlev og hans slægt
11. Amlet og Ongendus
11.1 - Den jyske Hamlet
11.2 - De jyske konger og Ongendus
12. Ivar Vidfadme og Danmarks samling
12.1 - Ivar Vidfadme og Ingjald Illråde
12.2 - Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne
12.3 - Rigssamleren Dan
13. Harald Hildetand og friserne
13.1 - Harald Hildetand
13.2 - Bråvalla - Sagnet om det store slag
13.3 - Sigurd Ring
14. Godfred og hans sønner
14.1 - Godfred
14.2 - Fætrenes kamp om Godfreds trone
14.3 - Horik I
15. Regnar Lodbrog og vikingerne
15.1 - Saxos Regnar Lodbrog
15.2 - Sagaernes Regnar
15.3 - Regnars sønner og Erik Barn
15.4 - Rollo af Normandiet
16. "Svenskerne" og Gorms magtovertagelse
16.1 - Loddenknud og "svenskerne"
16.2 - Gorm den Gamle
17. Genealogi og tidslinie
18. Sammenfatning
19. Fortegnelse over citerede kildetekster
20. Litteraturfortegnelse i øvrigt
Appendix: Rökstenen
|
|
Lejres konger og haller:
Gennem århundreder var der almindelig accept af, at Danmarks kongeslægt stammede fra den såkaldte Skjoldunge-slægt i Lejre, hvor gravhøje og en skibssætning i Gl. Lejre syntes at bekræfte sagaernes påstand. I 1940'erne fremsatte forskere som Curt Weibull og især Niels Lukman teorier om, at de danske sagn var germanske vandresagn fra Centraleuropa. Niels Lukman pegede endda på herulske lejesoldatofficerer som mulige bærere af denne tradition. Ifølge dem var kongesædet i Lejre det rene opspind, og siden har de fleste historikere øjensynligt accepteret denne opfattelse.
Fundet af den ældste hal i Lejre må siges at være årets fund i 2004, som for alvor skabte tvivl om historikernes tidligere konklusioner. Der er nu påvist store haller fra midten af 500-tallet til 900-tallet, som hører sammen med skibssætningen og den Uppsala-lignende ligbrænding i Grydehøj.
I Berlingske Tidende kunne man den 12/12 2004 i forbindelse med Lejreudgravningerne læse museumsinspektør Tom Christensen, Roskilde Museum, gøre rede for grundlaget for en holdningsændring ud fra sin faglige synsvinkel: "Vi har igennem årtier ledt og ledt efter det Lejre, som Lejrekongerne boede i, og nu har vi altså fået beviserne." Samme dag kunne man i P1-nyhederne høre: "I Saxos Krønike og de islandske sagaer fortælles det, at en kongeslægt kaldet Skjoldungerne regerede i Lejre, og fundet af den store hal bekræfter substansen". Tom Christensen fortsatte selv: "Historierne om Rolf Krake, Roar og Helge var jo netop sagn og ikke historie i moderne forstand. Der har været usikkerhed om, hvorvidt disse sagn havde en baggrund, som vi kunne måle og veje. Vi kan ikke bevise, at lige netop Skjoldungerne, som vi kender dem fra sagaerne, har boet i Lejre, men at der har boet konger i Lejre, det synes jeg er en rimelig slutning på disse fund": I Politikens artikel om Skjoldungerne supplerede han et par dage efter ovenstående reservationer med: "Men der har været en god grund til, at sagnskriverne har nævnt Lejre og Skjoldungerne." Tom Christensens udtalelser svarer til bogens syn på sammenhængen mellem arkæologi og sagn omkring Lejre.
|
Link til Roskilde Museums side om hallen
|
|
|
| |
