|
|
Traditionen
Mordet på den danske kong Erik Klipping i Finderup Lade Sct. Cecilie Nat 1286 er en af de begivenheder i Danmarkshistorien, som har optaget eftertiden mest - både som mordgåde og som historisk drama.
Allerede ærkebisp Jens Grand antydede i 1297 i sin store retssag ved pavedomstolen, at kongen kunne takke sit syndige levned for sin skæbne - en synsvinkel som flere af de senere årbøger tog op med henvisning til vold mod stormændenes hustruer. Via folkeviserne opstod efterhånden en tradition om, at mordet skyldtes, at kongen havde forført eller voldtaget Marsk Stigs hustru - en tradition, som blomstrede under nationalromantikken med bl.a. et dusin sceneværker til følge.
Den Arup'ske reaktion
Den nationalromantiske tradition gjorde det oplagt for de historikere, der indførte kildekritikken som et hovedværktøj i dansk historieforskning, at tage folkeviserne og Marsk Stig-myten under hårdhændet behandling. Allerede Erslev fokuserede på mordet, men toneangivende blev Erik Arup, som i sin "Danmarks Historie" (1932) stillede spørgsmålet: ”Var denne dom rigtig og retfærdig?” Han svarede selv i samme åndedrag: ”Alle kendsgerninger taler derimod. Hvilken fordel kunne Stig Andersen have af kongemordet?” Aksel E. Christensen berømmede Arups "fuldstændige omvurdering af politikken og begivenhederne", og siden har næsten alle historikere (senest danmarkshistorien.dk) accepteret Arups opfattelse, at marsken og hans parti af kongemodstandere blev udsat for et justitsmord, da de blev dømt fredløse for mordet ved det efterfølgende Danehof.
Erik Arups resonnement er imidlertid behæftet med to helt basale fejl, som gør hans afvisning af marskens skyld videnskabeligt uholdbar. Udover at omgås letsindigt med begrebet "kendsgerninger" anvendte han dels en logisk sammenhæng forkert, og dels undlod han at stille et helt nødvendigt spørgsmål omkring sine "manglende motiver".
Ingen historiker har fremført "kendsgerninger", der viser, at dommen var forkert - ikke en gang Jens Grand kom med så konsekvente udtalelser. Vi står med indicier, som peger i forskellige retninger. Rent logisk kan man slet ikke konkludere, at fordi en morders motiv ikke kendes historisk i dag, så havde den mistænkte intet motiv. Disse argumenter kan ikke anvendes til at afvise en historisk dokumenteret dom, hvis grundlag og præmisser er ukendte i dag.
Det er hævdet, at domstolen var partisk og at den lovlige procedure ikke blev fulgt, men det bliver dommen ikke nødvendigvis forkert af - og i øvrigt blev kongeslægtens anklage taget til følge af et stort nævn på et samlet Danehof, hvor man tilmed synes at have respekteret procedurereglerne ved "råd mod kongens liv".
Grundlæggende kan vi ikke uden overleverede tekniske beviser, frivillig tilståelse eller flere uafhængige vidneudsagn bevise et mord på den tid - hvilket ikke indebærer, at fortidens domme var justitsmord. I juraen kan man politisk vælge at opstille en grundregel om, at "en mistænkt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist". Det er en retsssikkerhedspolitisk regel om juridisk bevisbyrde, men vi skal ikke dømme marsken på grundlag af nutidens sparsomme materiale. Vi skal vurdere sandsynligheden af de forskellige forklaringsmuligheder. Som udgangspunkt må vi på grundlag af ovennævnte gå ud fra dommen som den historisk mest sandsynlige forklaring - uden at den dermed er bevist.
Hvad angår Arups motivsnak, er det korrekt, at der ikke tidligere har været påvist noget plausibelt motiv til, at de dømte skulle myrde den velynder, som havde sat dem på magten. Det gjorde Arup til sit nøglespørgsmål, som førte ham ud i en lang indenrigspolitisk analyse baseret på danske kilder. Han skulle imidlertid først have spurgt om baggrunden for den ejendommelige omstændighed, at kongen havde placeret sine tidligere så arge modstandere på magten. Så havde han fået en helt anden serie svar, som bl.a. skal søges i tidens vigtige udenrigspolitiske alliancer. Bedre bliver det vel ikke af, at han ikke på tilsvarende vis spurgte om motivet til, at kongens anerkendte arvinger skulle udsætte hans "trofaste yndlinge" for justitsmord.
Den mest sandsynlige forklaring
Erik Arups efterfølgere har været så fokuserede på hans markant fremførte spørgsmål og hans udlægning af indenrigspolitikken, at selv Kai Hørby, som skrev disputats om de udenrigspolitiske alliancer, overså et oplagt motiv i sit eget materiale. Dette motiv skal søges i et kompliceret politisk spil fra 1282 til 1286 omkring håndfæstningen og Den Nordtyske Landefred, som også Danmark blev deltager i. Her ligger et oplagt motiv til mordet*, hvor de dømte var tvunget til at skride til handling for at beskytte deres egen position og magtbase, som var bragt i fare af hertug Valdemars oprørsforsøg mod kongen - en adfærd i overensstemmelse med den tids kyniske og brutale magtspil.
Dette motiv kan naturligvis - som alle andre - kritiseres, men ikke desto mindre falder Arups kritik af dommen også til jorden af denne årsag. Det er i den sammenhæng ikke et spørgsmål om, hvorvidt dette motiv er det beviseligt "korrekte", men blot om det er plausibelt og muligt.
Ifølge dommen deltog kun væbneren Arvid Bentsen i selve mordet, mens de øvrige blev dømt for råd mod kongens liv - altså uden nødvendigvis at være til stede. De ældre kilder kan da også tydes sådan, at mordet blev begået af en gruppe lejemordere under ledelse af Arvid Bentsen.
Det må konstateres, at de dømte havde lejlighed og et muligt motiv til at begå den forbrydelse, som der foreligger en historisk dokumenteret dom for, og at ingen i samtiden udpegede andre skyldige. Vi har derfor intet grundlag for at påstå, at der var tale om justitsmord, som Erik Arup så bombastisk påstod.
Selv om motivet for sammensværgelsen var politisk, udelukker det ikke, at deltagerne også havde forskellige personlige motiver - og altså heller ikke, at marsken tillige var drevet af et ældre personligt hævnmotiv. Vi behøver derfor ikke at kassere hele vor kulturelle arv af den årsag.
|
* En detaljeret forklaring af ovenstående med en række kildecitater og -referencer og i tilgift en gennemgang af den romantiske tradition, som førte til historikernes modreaktion, findes i Troels Brandts bog "Kongemordet i Finderup Lade".
Anmelderne skrev: "en god læseoplevelse",
"en udfordrende indfaldsvej til de spændende år på begge sider af kongemordet",
"tør vi altid sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har skrevet?",
"en publikation, der lægger op til nye overvejelser"
og "Læs bogen og døm selv!"
|
|
Større ændringer (12 måneder):
Indeks
|
| 31/1 2008 | Noter | Udvidelse med citat af kildetekster |
| 2/4 2009 | Tekst og noter | Reduktion til sammendrag om motiv |
| 7/12 2010 | Tekst | Anmeldere og sprog |
|
|
