Forside (Menu) Udførlig artikel (engelsk) i pdf med noter og referencer (ca. 120 sider)


Herulerne i Skandinavien
af Troels Brandt


1. Herulernes sydeuropæiske historie

1.1. De romerske kilder
1.1.1. Herulernes oprindelse
Kort over Europa - klik I de fleste historiebøger optræder herulerne som et folk af skandinavisk oprindelse. Den eneste historiske kilde til det synspunkt var goteren Jordanes' historiske værk "Getica" fra 551 e.Kr. Men han skrev aldrig sådan - og ingen anden historiker skrev heller, at de vendte tilbage, men Procopios citeres refereres forkert på det punkt. Jordanes forbandt deres etymologi med Sortehavets sumpe, hvor de første gang blev nævnt af græske og romerske historikere i 267 e.Kr. Derfor kan han umuligt have anset dem for at være skandinaver. Først da nyhederne om de herulske sendebud til Norden i 548 cirkulerede i Konstantinopel skrev både Jordanes og Procopius om heruler i Skandinavien i henholdsvis 551 og 553 - og Procopios fortalte endda, at de ankom dertil omkring 508-510. Tidligere havde ingen historiker omtalt heruler i Skandinavien - ikke en gang Tacitus og Ptolemeus. Ideen om en skandinavisk oprindelse af herulerne baseredes udelukkende på 5 forkludrede ord i hans geografiske indledning om danerne "fordrivende herulerne fra deres bopladser" - ord som allerede i 1783 blev misforstået som en begivenhed før 267 e.Kr, da de første gang viste sig i Grækenland. Moderne sprogforskere læser nu indledningen sådan, at Jordanes beskrev en begivenhed i sin egen samtid - hvilket i stedet gjorde det til en fordrivelse fra deres første bopladser mellem daner og göter i Skandinavien fra ca. 510.

Danske arkæologer satte hurtigt en herulsk fordrivelse i forbindelse med de stormandsalliancer, som opstod omkring Himlingøje i romersk jernalder. De troede endda på en decideret fejlfortolkning af Jordanes, hvor danskerne skulle være en del af svenskerne, men han skrev blot, at begge folk stammede fra et ukendt folk ved navn vinoviloth - et navn som giver associationer i retning af vinnili, dvs. longobardernes forfædre - et ukendt folk i Østersøen.

Folkevandringstidens folkenavne skifter hele tiden i kildematerialet, bl.a. fordi mange konstellationer skyldtes, at især halvnomaderne fulgte en succesrig leder og måske hans religion - uanset slægtsskab og stamme. De var ikke bundet af et specifikt territorium som agerbrugere, men kan have levet i samme områder som en krigerklasse mellem landbrugerne. Sandsynligvis opstod østherulerne som folk i det 3. århundrede e.Kr. ved floden Dnepr, som en blanding mellem germanske stammer og mindre elementer af sarmatisk/alanske nomader og bosporanere. Mange af disse germanere var antageligt østgermanske gotere, da sproget syntes at blive gotisk/østgermansk. Senere må de være blevet blandet op med hunner.

Troen på en skandinavisk oprindelse blev understøttet af en gruppe vestherulere, som krydsede Rhinen i 286 - sandsynligvis fra det frisiske område - men deres oprindelse er stadig uvis og debateret. En vandring fra Jylland til Ukraine understøttes af metalkamme og kæmpefibler, men skyldes nok snarere en vandring af jyder (eudoses). Derfor er det mere sandsynligt, at en kombination et kongeligt dynasti fra vestheruler eller haruder fra Frisien etablerede gruppen i Ukraine, men også et ældre folkenavne som harii kan mistænkes i den forbindelse, som følge af ligheder i navne og karakter. Vi kan dog naturligvis ikke udelukke en skandinavisk oprindelse af dynastiet.

Under alle omstændigheder må vi konstatere, at herulernes oprindelse er uafklaret, og det samme gælder i øvrigt goternes oprindelse, som arkæologerne i dag knytter til det polske Vistula-område - ikke Skandinavien.

1.1.2. Herulernes vandringer
Første omtale af østherulerne var i 267-69, hvor de ved hjælp af bosporanernes flåde plyndrede Grækenland og Lilleasiens kyst som sørøvere sammen med goterne. Mest spektakulær var plyndringen af Athen, hvorfra kilderne stammer, men også lederen Naulobates' nederlag til kejser Gallianus ved Thessaloniki omtales. Naulobates blev romersk "consular insignia". Derfor kan de vestherulere, som man første gang hører om i 286, være hans tropper som angreb romerne ved Rhin-mundingen - måske et oprør mod omplaceringen, hvor de deltog med chaibones, som sandsynligvis var de chauci, som blev omtalt af Tacitus og Ptolemeus som naboer til saxerne. Da chaukerne samtidig forsvandt kan de vestherulske krigere, som blev nævnt ved saxerne i 325, have overtaget resten af stammen, da de også senere blev beskrevet som lejesoldater, der levede på den anden side af Rhinen.

Ifølge Jordanes led østherulernes konge, Alaric, senere nederlag til den sagnomspundne gotiske konge, Ermaneric. Fra omkring 375 deltog herulerne sammen med mange andre østgermanske og sarmatiske folk i hunnernes togt gennem Europa. Efter Attilas nederlag og død gjorde hovedparten af de østgermanske folk - dog ikke østgoterne - i 454 oprør mod Attilas sønner ved Nedao, så næsten alle hunner blev fordrevet til Sortehavsegnene, men nogle kan have fulgt bl.a. herulerne, som synes at have en del arkæologiske træk fælles med dem.

Genstande fra fyrstegraven i Blucina - klik De østgermanske og sarmatiske folk etablerede nu nye kongeriger på nordsiden af Donau, mens østgoterne søgte ind på romersk område i Sydpannonien - syd for Donau. Der er ingen grund til at diskutere nøjagtige grænser, da disse rytternomader ikke var bundet af lokale landbrugsarealer. I årtier lå goterne i krig med deres tidligere fæller, hvor det bl.a. i 468 lykkedes dem at udslette scirierne. Østherulerne dannede et stærkt kongerige i Moravia (Mähren) og Marchfeld (nord for Wien) ved at undertrykke og brandskatte alle naboer - incl. longobarderne. Vestherulerne - og fra 454 også østherulerne - var frygtede som romerske lejesoldater og i nogle tilfælde også som sørøvere. De romerske historikere omtaler dem som letbenede og letbevæbnede infanterister, men det var primært vestherulerne, da østherulerne også var blevet ryttere som de østgotere og hunner, de fulgte. Herulerne skal have været den dominerende gruppe lejesoldater bag den østgermanske garderofficer Odoaker, da denne afsatte den sidste vestromerske kejser i 476 og blev udråbt til konge af Italien - af sine egne germanske soldater. Han brugte bl.a. titlen Rex Herulicus. Selv var Odoaker en Sciri-prins med en thyringsk far. Fra den tid stammer den rige fyrstegrav i Blucina, som antages at være en herulsk kongegrav - med store lighedspunkter med frankerkongen Childerics grav i Tournais - Odoakers allierede. Begge konger var antageligt tidligere romerske foederati.

Senere indgik den østgotiske konge, Theodoric, aftale med den østromerske kejser om at fjerne Odoaker. Theodoric var selv opvokset i Konstantinopel og var ariansk kristen. Han belejrede Odoakers Ravenna i flere år, og myrdede ved fredsslutningen i 493 Odoaker ved egen hånd. Odoakers herulske lejesoldater må være draget tilbage til Mähren, hvor Theodoric et årti senere udråbte deres konge til sin våbensøn. Herulerne synes altså nu at have et underordnet forhold til Theodoric, som samtidig opfordrede heruler, thüringer og varni til at indgå en alliance mod frankerne.

Vore kilder til herulerne består af spredte brudstykker, da de ikke havde egne historikere. En undtagelse er historikeren Procopios, der som sekretær og juridisk rådgiver for den øverste østromerske feltherre må have kendt de herulske lejesoldatofficerer personligt. Han ofrede 2 kapitler på herulerne i sit værk om de gotiske krige - et værk som han afsluttede i 553. Han fortalte, at herulerne "overgik de omgivende folk i antal og styrke", men på grund af overmod og negligering af sine guders varsler led deres konge, Hrodolphos, et voldsomt nederlag til longobarderne, hvor han selv blev dræbt. Nederlaget, som dateres til 508 eller 509, kendes også fra langt senere longobardiske kilder i en mere anekdotisk form.

1.1.3. Kongeslægtens ankomst til Norden
Ifølge Procopios vandrede mange af den herulske kongeslægt med en del af folket til den Skandinaviske Halvø, hvor de først kom til Varnerne, som boede i Elben-/Mecklenburg-området. De kom til den Skandinaviske Halvø over havet og passerede danernes "nationer" uden kamp. Ved ankomsten "dengang" slog de sig ned hos eller nær ved göterne ("Gautoi"). Når Jordanes' danske fordrivelse af herulerne nu erkendes at beskrive en samtidig begivenhed i 500-tallet, bliver hans oplysning en samtidig bekræftelse af Procopios' beretning om herulernes tilstedeværelse i Norden.

Vi skal være varsomme med en detaljeret brug af Procopios' udtalelser om denne vandring, da han ikke kunne overskue nordeuropæisk geografi, og da hans kildemateriale omkring begivenheder 40 år før hans egen tid kunne være tilfældigt og ukritisk behandlet. Orocopius og Jordanes havde selv forskellige motiver til at beskrive herulernes ankomst, så deres vægt på oplysningerne kan tolkes sådan, at herulerne først slog sig ned mellem daner og göter, hvorfra de siden blev fordrevet mod nord af danerne - altså to etaper, som også bekræftes af Procopios' anvendelse af udtrykket "dengang".

1.1.4. Herulerne i Illyrien
Hagia Sophia-kirken i Istanbul Deres tilbageblevne fæller vandrede rundt, indtil de i 512 fik asyl ved Beograd i det østromerske Illyrien. De blev senere vigtige østromerske lejesoldater i Justinians hær mod at overgå til kristendommen. Under ledelse af Mundus hjalp de Justinian ved Nika-opstanden i Konstantinopel, som førte til genopførelsen af den nuværende Hagia Sofia-kirke i 537. Procopius fremhæver flere herulske officerer, herunder Suartues og især Phara, som bl.a. havde en hovedrolle i nedkæmpelsen af vandalerne. Procopios skrev, at disse herulere i 548 sendte en deputation afsted efter en ny konge. De fandt ham i Norden, "hvor deres kongefamilie havde talrige medlemmer". De vendte tilbage med Datius, Aordus og 200 unge krigere og forjog Justinians kandidat, Suartuas, som i stedet blev kommandant i Konstantinopel.

Det er klart, at denne historie var velkendt i Konstantinopel 548-553 som "hot news". I 551 afsluttede Jordanes sit værk i Byzans og i 553 afsluttede Procopios sit værk samme sted - dvs. at 2 uafhængige kilder inden for mindre end 5 år efter deputationen begge for første gang berettede om heruler og daner i Norden - begge folk endda i kombination. En lille hentydning som Jordanes korte bemærkning ville blive forstået og de kunne ikke lyve om sådanne facts, hvis deres værker skulle anses for seriøse - de kunne kun udelade ubelejlige facts. Denne samtidige fortælling er helt afgørende for vurderingen af sikkerheden i vore oplysninger om herulerne i Skandinavien - modsat både rejsen dertil og deres misforståede oprindelse.

Procopios havde fra sin position tæt på det byzantinske hof direkte adgang til oplysninger fra de herulske lejesoldater, som netop var vendt tilbage fra Norden 38 år efter deres oprindelige ankomst. Han fortalte også, at de var blevet kraftigt forsinket, fordi deres første kandidat døde på tilbagevejen hos danerne - dvs. at de nu boede langt nord for danerne, som boede i Skåne og på Sjælland. Han præciserede endda, at han selv havde udspurgt øjenvidner derfra i forbindelse med midnatssolen. Desværre nævnte han intet om herulernes succes eller fiasko i de første 38 år i Norden, da hans politiske formål var at stemple den nye hedenske konge og hans tilhængere blandt de illyriske herulere som barbariske, uregerlige og utilregnelige, fordi de forkastede Justinians kongskandidat. I denne svada af skældsord antydede han også, at de var homoseksuelle, hvilket i dag giver dem en rolle i sådanne sammenhænge, som det historiske grundlag næppe kan bære.

Procopius' forklaring på grunden til konflikten var muligvis påvirket af hans eget ansvar som juridisk sekretær for deres chef. Muligvis var forklaringen, at en del af herulerne ikke fulgte aftalen, men stadig var hedninge og ønskede en konge fra de hedenske heruler i Skandinavien. I relation til antallet af herulere, som drog til Norden med kongeslægten, er det værd at bemærke, at den illyriske gruppe udgjorde et væsentligt element i den østromerske hær trods en massakre på folket i Illyrien. Procopios opgjorde dem omkring 548 til 3000 i Datius hær og til 1.500 i romersk tjeneste, som i 553 var steget til 3000 - dækkende omkring 12% af hæren i goterkrigene. Procopius egne ord var: “nogle af dem, som det er blevet fortalt til mig … , slog sig ned i landet Illyricum, men resten var imod at krydse Donau-floden, og slog sig ned i den yderste udkant af verden.” Hvor mange der drog til Thule er umuligt at vide ud fra hans historiske oplysninger, men det kan ikke være noget uvæsentligt tal.

Datius' stilling i opposition til Justinian var håbløs, og han blev snart fordrevet til gepiderne nord for Donau. Begge folk blev i 567 udslettet af romere og avarer. En herulerkonges datter, Silinga, blev gift med den longobardiske kong Wacho, og hendes søn, Valthari, blev longobardisk konge. Hun blev sandsynligvis dræbt af en longobardisk pil [Tejral i Kharpurov/Stylegar 2014], og han døde ung kort efter. Det eneste herulske dynasti, som man hører om senere i Sydeuropa, var en gren af Pharas slægt, som indgik i bayernes Agilofingi-dynasti i Sydtyskland.

1.2. Arkæologiske forbindelser før 509
Kongefamiliens vandring til Norden var ikke nogen tilfældighed, men havde intet med deres oprindelse at gøre. Herulerne havde haft en tæt kontakt til Norden på grund af deres rolle og deres geografiske position i 400-tallet, hvilket er åbenlyst, når vi ser på de forskellige uafhængige arkæologiske spor:

1.2.1. Hunnerne og Østherulerne
Hunnerne var ridende nomader med hovedkvarter i Ungarn under deres sidste hærtogter. Østherulerne etablerede muligvis deres styre i Moravia i begyndelsen af 400-tallet, men senest efter det hunniske nederlag i 454 kontrollerede de dette område som en krigerelite - ikke som landbrugere. Det er vigtigt at være opmærksom på herulernes folkeblanding, som blev omtalt under oprindelsen. Den gør det vanskeligt ved hjælp af arkæologi at udskille herulerne fra de andre østgermanske folk, som fulgte hunnerne. Sandsynligvis inkluderede befolkningen i deres kongedømme udover heruler, bl.a. alanske sarmater, hunner, thüringer, skirier og sweber. Arkæologien har vist, at den tidligere befolkning af sweber stadig boede i området som landbrugere. Herulerne blev en krigerklasse, som muligvis forsvarede bønderne, når de betalte for den service. Herulerne fortsatte på hunnisk vis med at plyndre, beskytte og tage tribut af deres naboer og af handelsruten - eller tjente som romerske lejesoldater eller soldater hos Odoaker.

1.2.1.1. Sösdala
Beslag i Sösdala-stil fra Vennebo Levn i Sösdala fra en gruppe ryttere er identiske med hunniske offerritualer ved begravelse under Attilas krigstogt. De stammer fra første fjerdedel af 400-tallet. De fyrstelige seletøjer - i den såkaldte Sösdala stil - var sandsynligvis produceret ved sene romerske værksteder ved Donau, hvor hunnerne opererede på den tid, mens sadlerne var en skandinavisk type udviklet af tidligere romer- og nomadesadler. Vi skal bemærke, at ofringerne fandt sted i et nyt, ekspanderende samfund omkring gravpladsen ved Vätteryd i de afsondrede skove i det indre Skåne - men ikke desto mindre med nære kontakter til Donaubassinet de næste 100 år, som beskrevet af Ulf Näsman i "The Sösdala Horsemen". Stedets skandinaviske aktiviteter forsatte i flere århundreder.

En gennemgående tese i bogen er skandinaviske krigeres deltagelse sydpå, og i den forbindelse at guldsolidiene i Skandinavien var betaling deres deltagelse. Dette forekommer overbevisende, men det fremgår af næste kapitel, at de første solidi synes at være udbetalt af den hunniske tribut fra romerne - ikke direkte fra romerne. En deltagelse i den hunniske hær synes endda bekræftet af den romerske forfatter Priscuc, selv om han misforstod den som hunnisk kontrol over skandinavien. De krigere, som var kommet tilbage først i 400-tallet, var altså ikke romerske lejesoldater, men deltagere i de hunniske krigstogter - hvilket også ofringerne i Sösdala bekræfter. Den mest nærliggende forklaring på ovenstående oplysninger er, at samfundet i Vätteryd begyndte som en bande af hjemvendte hunniske allierede, der bosatte sig på dette afsides sted, fordi de ikke var velkomne på hjemegnen. Det vil derfor også være nærliggende, at hunnerne har brugt stedet som base for at rekruttere skandinaviske krigere og udforskning af mulighederne i Norden - og fundbilledet indikerer da også et samfund med særlige forbindelser til Donauområdets barbarer i hele det 5. århundrede, hvorefter forholdene normaliseres. De øvrige grave i Vätteryd er skandinaviske, så det er ikke sandsynligt, at skandinaverne derfra ville ødelægge det kostbare seletøj efter hunnisk skik - det var snarere ofringer udført på grusåsen 200 meter fra gravpladsen af udstationerede hunner.

Diskussionen om rytternes etnicitet er dog ligegyldig for formålet med denne artikel, da det afgørende er, fundene under alle omstændigheder viser forbindelse mellem områder i Skandinavien og hunnerne i Donau-området, og dermed også deres ledsagere, herulerne.

Måske var det bl.a. ryttere herfra, som forsøgte at angribe Västergötland - så heste og udstyr endte som krigbyttesofre i Finnestorp og Vännebo.

1.2.1.2. Solidi
Solidiene og de store guldfund i Skandinavien var sandsynligvis fortrinsvis betaling til krigere, men romerne nævnte aldrig skandinaviske lejesoldater. Forklaringen ligger sandsynligvis i sammensætningen af de solididepoter, som ligger gemt ved de skandinaviske værksteder på Østersø-øerne fra 400-tallet. I første halvdel af århundredet ligner solididepoterne de skatte i Ungarn og Slovakiet, som tilskrives hunnernes tribut, hvilket indikerer, at de skandinaviske kriger først sluttede sig til hunnerne. Den senere sammensætning, som ligner italienske skatte, indikerer, at skandinaverne bagefter fulgte herulerne, da sammensætningen afspejler omskiftelserne i hunnernes, herulernes og Odoakers historie. De kan endda have fulgt herulernes dynasti som romerske lejesoldater - hvilket romerne næppe ville bemærke. Herulernes placering for enden af ruten fra Skandinavien til Donau gør skandinavernes valg oplagt efter hunnernes nederlag, og kan forklare herulernes overlegne styrke og antal, som Procopius fortalte om. Det forklarer også, hvorfor de kunne tabe til deres naboer, da de ikke mere kunne tilbyde attraktive jobs i Italien, og hvorfor deres dynasti efter nederlaget fulgte deres samarbejdspartnere til Skandinavien og "forsvandt" som integrerede.

Analyserne var overbevisende udført af Svante Fischer, men konklusionen var, at solidiene kun var indtjent af krigere fra Østersø-øerne. Dette er meget usandsynligt, men det var den ujævne spredning af solidiene også. En åbenlys forskel er øernes værksteder. Når arbejdsgiveren er den samme, vil sammensætningen statistisk være den samme, hvad enten solidiene modtages af krigere fra Østersø-øerne eller de modtages af øernes værksteder fra hjemkomne krigere fra hele Skandinavien.

Under alle omstændigheder er der påvist en tæt sammenhæng mellem hunner/heruler og Skandinavien.

1.2.1.3. Fibler
Dalshøj-fiblen - KlikUafhængigt af teorierne om solidiene indikerer mange andre fund denne forbindelse ad begge veje mellem Skandinavien og de østgermanske folk i Sydøsteuropa. De skandinaviske fibler i Østersøregionen er påvirket af østgermanske stilistiske elementer som rosetter, dyrehoveder og halvrunde hoveder med 3 knopper. En af modellerne for disse er den såkaldte Sokolnice fibel (Moravia), men de skandinaviske fibler er større og af høje kvalitet. I resten af Skandinavien har fiblerne firkantede hoveder. Modsat nåede de tilsvarende fibler med halvrunde hoveder og flere end tre knopper fra allemannerne og frankerne slet ikke Skandinavien.


Sokolnice-fiblen nær Blucina - Klik Gummarp-fiblen - Klik Remtøjbeslag Finnestorp - klik Frise på Theodorics mausoleum - klikTil venstre ses den treknoppede, halvrunde relieffibel med rosetter fra Sokolnice nær Blucina (450-475). Hyppig i Mähren og 3 eks. på Bornholm. Lokale efterligninger bredte sig i Østersø-regionen. Til højre ses frisen på Theodoriks mausoleum, et remtøjsbeslag fra Finnestorp og den typisk nordiske Gummarp-fibel. Ovenfor ses den halvrunde bornholmske Dalshøj-fibel.




1.2.1.4. Brakteater
Brakteaterne var lavet i Skandinavien - hvor de spredte sig fra sydvest i 400-tallet. De almindelige C-brakteater er af mange forskere tolket som et symbol på Odin. De mange CII1a-brakteater er fundet i det sydlige Skandinavien og i Vestnorge. 23 er fundet i Østeuropa, hvoraf 12 i Sydøsteuropa. Sandsynligvis var de tabt af skandinaviske krigere eller gaver.

1.2.1.5. Grave
Pragtgraven i Blucina anses for at være en herulsk kongegrav. Det er en typisk fyrstelig grav for en germaner, som har været romersk "foederati" lige som Childerics grav i Tournais - men med en hunnisk bue. En særlig sværdpommel i graven med dyrehoved og i skandinavisk Stil I er sydpå kun fundet tilsvarende i Childerics grav, men mange sådanne pommeler er fundet i grave og ofre i Skandinavien nær handelsruterne.

Specielt høvdingen i en høj i Högom i Nordland havde nær forbindelse med de hunniske og østgermanske folk. Det var denne region som Jordanes priste for sit eksklusive pelsværk, der synes at have været en af Skandinaviens vigtigste eksportartikler på den tid. Sandsynligvis var han en del af et netværk af høvdinge ved handelsruten langs begge sider af den Skandinaviske Halvø - en forlængelse af den gamle Ravrute fra Carnuntum - et netværk, som i særlig grad synes at have brugt CIIa1-brakteaten. Högom-dynastiet synes at forsvinde fra Nordland omkring år 500. De mest kendte gravhøje ved den norske kyst er Evebø og Snartemo. Begge har østgermanske spor som glas og våben, og både Evebø, Högom og Blucina indeholder pilespidser af den hunniske trevingede type - sandsynligvis udført lokalt.

1.2.1.6. Odin i Finnestorp
Krigsbytterne i Finnestorp mose repræsenterer adskillige grupper af krigere af forskellig etnicitet, som er blevet slået i Västergötland 350-550. Et af de sene ofre er et bæltespænde med et ansigt med skæve øjne, skæg og tre cirkelformede tatoveringer. Det er på overbevisende måde fortolket som Odin, der drikker af Mimers brønd. I den forbindelse påkalder en gruppe bæltespænder fra Krim til Normandiet sig særlig opmæksomhed. Åbenbart er de produceret i midten af 400-tallet af den samme kunstner - eller i det mindste det samme værksted i de romerske grænseegne med de typiske stemplede ornamenter. Det ene fra Jalta har et ansigt med skæve øjne, skæg og tre cirkelformede tatoveringer som det i Finnestorp - men i en tidligere version. Da et andet af bæltespænderne har runeindskriften Marings, som betyder goter eller heruler, er spænderne antageligt lavet til et af de østgermanske folk. Spændet i Finnestorp er senere, men med de karakterisstiske kendetegn i ansigtet på Odin i Finnestorp må også spændet fra Krim vedrøre en gruppe som tilbad en person med denne særlige ansigtskarakteristik på tværs af geografi og tid - og det samme må sandsynligvis også gælde "Maring"erne. Spændet i Finnestorp kan teoretisk være skandinavisk, men når de tre spænder kombineres med runestenen i Strängnäs, hvor der står "rilaR . WodinR", bliver en forbindelse mellem Odin af Tanais, Attila, herulerne fra Asov, ErilaR og Skandinavien uforsvarlig at ignorere - især da den også kendes fra myterne.

Vi ved ikke om den begivenhed, ved hvilken ejeren af spændet i Finnestorp blev dræbt, fandt sted før eller efter den herulske kongefamilies ankomst ifølge Procopios. Runerne og Odin behandles i de senere hovedkapitler.

Yalta hoved - Klik Odinhoved Finnestorp - Klik Odinhoved Finnestorp - Klik
Fra venstre ses spændet fra Finnestorp, hvor Odin drikker af Mimers brønd, når pinden løftes. Den anden ende af pinden er en hestehov. Til højre herfor ses billedet af hovedet med asiatiske øjne, overskæg og tre cirkelrunde tatoveringer på hver kind. Yderst til højre ses det tidligere hoved fra Yalta med samme kendetegn. Klik for forstørrelse.




1.2.1.7. "Ravruten" og herulerne
Ovenfor fortalte Sösdala om de første kontakter imellem hunner og Skandinavien. Solidiene fortalte om trafikken af skandinaviske krigere resten af 400-tallet, som deltog hos hunnerne og herulerne. Trafikken blev bekræftet af de sydvestskandinaviske CIIa1-brakteater i Centraleuropa og de rundhovedede relieffibler i Sydøstskandinavien. Begravelserne bekræftede historien om den herulske styrke ved Ravruten i Moravia, hvor de ifølge Procopius kontrollerede regionen. Begravelserne bekræftede også at skikke fra en klike af fyrstelige lejesoldatofficer spredte sig fra Centraleuropa til Skandinavien. Disse forskellige indikationer er uafhængige af hinanden og frembringer sammen med de historiske oplysninger en solid baggrund for Lotte Hedeagers teorier om en hunnisk og østgermansk indflydelse på skandinavisk kultur og religion, og de fortalte samtidig, hvorfor nogle af herulerne fulgte deres hedenske fæller til Skandinavien, da de blev slået af deres naboer, som havde valgt kristendommen.

Et fælles kendetegn ved dem alle var trafikken langs Ravruten, hvor handelen havde udviklet sig igen efter de hunniske togter. Antageligt brugte herulerne deres viden fra de tidligere hunniske raids og besluttede at kontrollere Ravruten gennem den Mähriske Port i Karpaterne, da de etablerede deres nye kongerige - snarere ved plyndring, beskyttelse og beskatning af handelen end som købmænd. Det var netop sådan, de ifølge Procopios behandlede deres naboer. Antageligt drog nogle af dem også mod nord for at sondere mulighederne og rekruttere og træffe aftaler om handel og beskyttelse - eller efter Odoakers nederlag som lejesoldater i skandinavisk tjeneste.

Goter og rugier kan også have deltaget, men deres egne dynastier var på krigsfod med herulerne og de øvrige østgermanske folk frem til et tidspunkt efter 493, så man må gå ud fra, at herulerne har søgt at blokere for goternes og rugiernes adgang til handelsruten gennem den Mähriske Port. Vi finder da også kun få Theodorik-mønter i Norden.

Vi kan ikke være sikre på, at skandinaverne gik i herulsk tjeneste, eller hvad arkæologien fortæller os om stil og genstande, som var bragt til eller fra Skandinavien af heruler, hunner, skandinaver eller handel, men historien fortæller at herulerne kontrollerede den nøgleregion gennem hvilken spredningen fandt sted - hvilket på den ene eller anden måde gav dem den kontakt mod nord, som vil kunne forklare deres forventninger til Skandinavien og de senere begivenheder, da deres hedenske dynasti mistede sin position ved Donau. Som følge af de uafhængige indicier har vi tilstrækkelig bekræftelse af vort formål, som er at undersøge, om det var muligt, at det herulske dynasti ville beslutte at drage til Skandinavien - en bekræftelse på det mulige i denne historiske fortælling. Arkæologien skal ikke bruges til andet i dette kapitel.

1.2.2. Vestherulerne 286-509
Vi hørte første gang om vestherulerne, da de angreb romerne med chauci, som var naboer til saxerne og kort efter forsvandt. I 300-tallet blev disse heruler berømte som romerske lejesoldater sammen med Batavi - særligt i England. De boede et eller andet sted på den frisiske kyst - muligvis i Harlingerland mellem frisernes områder og saxerne i en region, hvor der er arkæologiske spor af romerske lejesoldater. Herfra kunne de hærge de galliske og spanske kyster, så de var vant til at operere i Atlanterhavet og Nordsøen. Derfor kunne de også operere langs de engelske og sydvestlige skandinaviske kyster. Det ville have været oplagt at følge de saxiske naboer tilbage til England før de sidste forlod kysten omkring år 500, antageligt som følge af havstigning. Nogle af dem kan derfor være en del af de angelsaksere, som blev kaldt til England af britterne i 448 - som herulerne selv 75 år tidligere var blevet tilkaldt for at forsvare brittere mod picterne. En anden del af herulerne kan i stedet være taget til Skandinavien som lejesoldater. Dette kvalificerede gæt vil blive diskuteret i næste hovedkapitel.

På grund af den fragmenterede historie, arkæologi og navnegætteri er de ofte blevet anset for et krigerband, men allerede i 286 nævnte romerne, at deres familier boede nord for Limes - hvilket tilbageviser Ellegård. De blev sidste gang nævnt i de historiske kilder i 478.

Vestherulsk våbenskjold Denne skjoldbemaling kendes fra de vestherulske lejesoldater i den italienske infanterienhed "Herules Seniores". Den er gengivet i middelalderlige kopier af Notitia Dignitatum fra først i 400-tallet, så overleveringen er behæftet med usikkerhed. Vi ved ikke hvilken symbolik, der ligger bag cirkelmønstret. Cirklen var et solsymbol i soldaternes Mithras-dyrkelse, som bl.a. fandt sted i templer langs Hadrians mur i England, hvor vestherulerne var udstationeret sammen med bataverne. Det vides ikke, om østherulerne benyttede tilsvarende våbenbemaling, men cirkler og halvcirkler synes at forekomme i symbolikken på de genstande, man finder i deres spor.



1.3. Konklusion omkring historien
De skandinaviske arkæologiske forbindelser i 400-tallet viser en åbenlys forbindelse mellem herulerne og de skandinaviske krigere, I dette kapitel er de kun brugt som en forklaring på de herulere, som ikke ønskede asyl hos de østromerske eller gotiske kristne, og derfor rejste nordpå med deres hedenske kongefamilie. For at bruge den ukrainske arkæolog Igor Gavrithukins ord: "Deres vej var allerede brolagt da den herulske gruppe drog afsted" til denne hedenske verden, hvorfra Cassiodorus/Jordanes fortalte om pragtfulde heste og kostbart pelsværk, som blev forhandlet til romerne gennem utallige stammer. De vidste, hvor de skulle drage hen - men ikke på grund af den gamle misforståelse om en skandinavisk oprindelse - internationale forskere er enige om, at der ikke er nogen holdepunkter herfor overhovedet.

Normalt hører vi om deres nederlag i 508/9 og herulernes rejse fra 40 år gamle fortællinger. Den historiske dokumentationen for deres tilstedeværelse i Norden er imidlertid baseret på to samtidige rapporter om deres tilstedeværelse på den skandinaviske halvø i 548 – udgivet inden for 5 år i Konstantinopel af Jordanes og Procopius modsatte motiver. I det mindste havde Procopios endda mødt nogle af de heruler, som kom tilbage fra Skandinavien i det år.

Det fører til den enkle konklusion:
En gruppe fremtrædende herulere med deres familie og følge slog sig uden tvivl ned et eller andet sted på den Skandinaviske Halvø omkring 510 e.Kr. Det åbne spørgsmål er: Hvor og hvor mange?

Specialisterne i barbarernes historie professor Walther Goffart Toronto/Yale og professor Andreas Schwarcz, Wiens Universitet har begge på grund af de samtidige rapporter om deputationen skrevet deres historie om herulerne, som peger på en bosættelse for en del af det herulske dynasti i Skandinavien. Schwarcz har tillige som specialist i herulerne foreslået, at de blev integreret i et eller flere nordiske folk, men overlader dette spørgsmål til arkæologien eller spekulationer omkring nordisk literatur. Også Oxford/Berlin-historikeren, Alexander Sarantis, har bekræftet rejsen til Norden og tilføjede: "De integrerede barbarer har tendens til at blive negligerede barbarer."

Hvordan kunne dette markante og frygtede krigerfolks ledende dynasti forsvinde sporløst i skandinavisk arkæologi og sagnhistorie? Dette er et af de mange negligerede spørgsmål, som de næste undersøgelser vil føre frem til.


Index
2. Herulernes bosættelse i Norden

2.1. Åke Hyenstrands 5 spørgsmål
Kort over Norden - klikNordiske historikere og arkæologer har - med enkelte undtagelser - ignoreret herulernes ankomst til Norden og alene interesseret sig for påstanden om deres "nordiske oprindelse", selv om det alene er deres ankomst i 500-tallet, som er historisk dokumenteret. I stedet er den markante kulturudvikling sidst i folkevandringstiden (især i Sverige) blevet tilskrevet en intern nordisk udvikling - til trods for dens umiskendeligt internationale præg. I nyere tid er det først og fremmest Birgit Arrhenius, som har påpeget den klare østgermanske påvirkningen af stilen i Vendeltidens start, der antageligt fik Åke Hyenstrand til at stille sine 5 spørgsmål om herulerne i 1996 (begge professorer i arkæologi ved Stockholms Universitet):

Vilka samband finns
- Mellan heruler och svear?
- Mellan herulerne och gudakungen Erik?
- Mellan heruler och den maktelit som senere framträder som jarler?
- Mellan heruler och båtgravfälten?
- Mellan heruler och runskriften?

I 2007 præsenterede Lotte Hedeager (professor i arkæologi ved Oslo Universitet) første gang sin hypotese om, at fik en kraftig indflydelse på nordisk kosmologi og ikonografi - hvilket ikke er i konflikt med nærværende artikel. Tværtimod bekræfter hun, at de skandinaviske arkæologer har negligeret en stærk sydøsteuropæisk indflydelse på Skandinavien i de turbulente år, og at de nomadiske folk kun efterlader få direkte spor. Hendes Attila-citat om hunnisk kontrol var overdrevet af Priscus og blev kritiseret, men Attilas grundlæggende besked er tilstrækkelig for hendes påstand, og hendes arkæologiske argumenter er overbevisende og vil også dække deres følgesvende, hvis historie vil forklare hendes observationer. Jaroslav Tejral og Igor Gavritukhin har peget på herulerne som bærere af østgermansk og hunnisk kultur til Skandinavien - som må ses i sammenhæng med de skandinaviske krigere i den hunniske hær.

Spørgsmålene om de nordiske hypoteser, som Hyenstrand her indikerede, kan naturligvis ikke besvares endegyldigt, men de er ikke til at komme udenom, hvis man vil redegøre for udviklingen i Norden i denne omvæltningsperiode, som førte til Vendelkulturen. Hyenstrand fandt selv tanken nærliggende, men der er øjensynligt aldrig offentliggjort besvarelser heraf. Efterfølgende vil spørgsmålene blive søgt besvaret så godt som muligt - dog i en lidt anden rækkefølge. Derefter vil spørgsmålet om, hvor herulerne bosatte sig, blive besvaret i form af et eksempel ved at bruge det mest sandsynlige scenarie, da en endelig konklusion ikke er nået.

2.1.1. Heruler og runeskrift?
2.1.1.1. De første runer
Den første runeindskrift, "HarjaR", fra 160 e.Kr. er på en nordtysk kam i det vestfynske krigsbytteoffer fra Viemose, men ellers er hovedparten af runerne i romersk jernalder frem til 375 e.kr koncentreret om Sydvestfyn, Østsjælland og Sydvestnorge, hvis man bortser fra de jyske krigsbytteofre, som jo er af fremmed oprindelse. Billedet peger derfor i højere grad på den sydvestlige del af den kultur, som forbandt Himlingøje på Østsjælland, Avaldsnes i Vestnorge og Badelunda ved Mälaren. Der er derimod ingen runefund i den tids herulske områder, bortset måske fra et enkelt i Moldavia, så der er intet grundlag for at hævde, at runerne har en østherulsk oprindelse, og der er næppe heller noget decideret grundlag for at føre den til nogle forfædre i Harlinger Land.

2.1.1.2. ErilaR-indskrifterne
Ek erilaR-indskriften fra Kragehul Vendt først og fremmest mod de sydvestlige kyster i Danmark, Norge og Sverige er der fra perioden 450-550 fundet 11 runeindskrifter med "ek erilaR" - "jeg erilen". Oprindeligt var der ingen tvivl om, at "erilaR" simpelthen betød "herul" - og med denne udbredelse er det sandsynligt, at disse indskrifter oprindeligt var tilknyttet søfarande folk. Siden blev det modsagt af dogmatiske sprogforskere, som dog var enige i, at Erilar sandsynligvis er blevet til "jarl".Spred of ErilaR-inscriptions Forkastelsen af forbindelsen mellem herul og erilaR er ifølge den russiske runeforsker Makaev sket på forkert grundlag, da overførsel af navne mellem sproggrupper ikke følger de gængse sproglige udviklingsregler. Sprogligt er "the missing link" for det gamle germanske "H" fundet i herulernes gamle kongerige i Østrig i form af bynavnet "Herilungoburg" fra 832. Yderligere er navnet "Heroluestuna" (1086) - nu Harleton - frundet i Eastanglia nær Sutton Hoo, hvilket må siges at bekræfte at udviklingen Herul - Harle - erl/eorl/earl/jarl var mulig. The Runic "erilaR" var sandsynligvis en oversættelse af det skrevne latinske "Erul(i)" da lejeofficererne jo utvivlsomt kendte deres navn på latin.

En undtagelse fra den geografiske spredning er det stenfragment, som er fundet i en kirkemur på sydsiden af Mälaren (Strängnäs). Fundet har været holdt skjult for offentligheden i 50 år - idet man hævdede, at det var et falskneri, hvilket nu er tilbagevist ved flere undersøgelser. Årsagen var den meget tydelige og ubelejlige tekst ".rilaR . wodinR". Hugsporene indikerer, at den kan være lidt yngre end de øvrige inskriptioner. Forbindelsen mellem ErilaR og Odin-kulten er åbenlys - og den indikerer også en forbindelse mellem Mälar regionen og det øvre Donau-område, hvor den anden tidlige Odin-inskription blev fundet i Nordendorf.

Hvad var en ErilaR? Runologerne har ofte fulgt kritiske sprogforskere og tolket ErilaR som "runemester", men det er ikke i overensstemmelse med Odin-indskriptionen og spredningen langs kysterne med meget forskellig teknik. Snarere var ErilaR ham, som lod indskriptionen riste ligesom stormanden Varin i Rök. Det er mere sandsynligt, at det var søfarende mænd, der var i stand til at give ordre til lokale runemestre om at skrive runerne på deres genstande. Herulerne blev på indskriptionernes tid brugt af det romerske kejserrige som erfarne generaler og lejesoldater. Det er derfor åbenlyst, at når herulerne drog mod nord - både østlige og vestlige heruler - så fik de samme profession i Scandinavien og England. De var ikke en del af de kongelige familier i de eksisterende kongeriger, hvor de senere blev integreret, men det er klart at de ledende heruler er blevet brugt som næste niveau under kongen. Deres germanske navn må på denne måde have overlevet som et senere ord for dette niveau, "earl/jarl".

2.1.1.3. Märingerne og Rökstenen
Fra 400-tallet findes der 2 runeindskrifter i Donau-landene, hvor østherulerne opererede. I alt 6 runeindskrifter er blevet tilskrevet goterne på grund af s-endelsen og lighed med ord hos Wulfila. Sandsynligvis var herulsk en dialekt af gotisk, og da goterne på det tidspunkt havde udviklet deres eget alfabet, er herulsk/skandinaviske runemestre den mest nærliggende forklaring. Pietrossa-ringen omtaler goterne, men det udelukker ikke, at den er en gave eller udført af en herul eller skandinav. Det andet fund - et spænde i Pannonien nær March-flodens munding - har indskriften "Marings". Ifølge Maxim Levada synes spænder fra den samme kunstner eller værksted at være er spredt fra Krim til Normandiet - to af dem med pentagrammer i stedet for indskription og et af disse på Krim med et Odin-hoved som i Finnestorp. Levada mener, at Marings er skrevet af kunstneren, men "the Sösdala Horsemen" nævner en tæt forbindelse mellem værkstederne og de kunder, som beordrede arbejdet - og faktisk ligner indskrifterne mere grafitti. Simpel navngivningslogik tilsiger, at maringerne må være folkene fra Mar, som flodnavnet var ifølge Tacitus. Denne region var herulernes kongerige med det senere germanske navn Mähren / slavisk Moravia. Begge navne betød vådområder, ligesom Jordanes' "Eloi".

Forskerne har kombineret Marings med det oldengelske digt "Deor", som fortæller: "Theodoric holdt i 30 vintre Mæringa Burg". Der er enighed om, at det må være borgen i Ravenna, hvor herulerne og Odoaker var belejret i to år af Theodorik. Derfor er der ingen grund til at tolke navnet som goter, som mange forskere har gjort uden at være i stand til at forklare oprindelsen af "mar". Tværtimod blev Mar(i) fundet i 2009 som navnet MariþeubaR på en ErilaR på seneste fundne ErilaR-inscription - uden nogen reaktion fra forskerne.

Rökstenen - klik Forskerne kunne have brugt denne tolkning af Mæringer som en yderligere nøgle til tolkningen af den østgøtiske Röksten , som ifølge Riksantikvarämbetets officielle oversættelse omtaler Theodoric som "søkrigernes høvding", hvad goterne ikke var, og "den første af Märinger" - det sidste den diminuitive form af Marings. I strofen før den indskudte strofe om finder vi gåden "hvem der 9 generationer forinden døde hos Hreidgoterne som følge af sin skyld". Gåden synes at blive besvaret i næste strofe med "Radulf", som er samme navn som herulerkongen Hrodolphus, der for 9 slægtled siden blev udnævnt til våbensøn under Theodoriks beskyttelse og døde på grund af gudernes vrede, hvilket også Paulus Diaconus skrev i 772. Dermed får de to titler pludselig mening, da Theodorik kan have været anset som overordnet chef for både vestherulerne (som var kendt som sørøvere og måske Widsiths Wicinga) og østherulerne (som antageligt var Marika). Varin førte simpelthen i de første nummererede gåder sin slægt tilbage til heltekongen Theodorics våbensøn og den kongeslægt, som rejste til Norden - et helt traditionel mindesten for en død søn - og opbygget i overensstemmelse med den kultur, som få årtier forinden var vokset op ved Karl den Store hof.

Det er altsammen meget simpelt på denne måde. Brikkerne i puslespillet har været lagt forkert med det resultat, at man ikke kunne forklare navne og sammenhænge nogen af stederne. Da østherulerne holdt til ved Mar(us)-floden har de i vest fået tilnavnet maringi/mähringer for at adskille dem fra deres vestherulske navnefæller, som i England og måske også Norden var kendt som Wicinga. Begge grupper kan have været kendt som erilaR - måske især vestherulerne. I Norden tyder navne- og sagamateriale desuden på, at de er blevet forvekslet med de hunner, som de havde fulgt.

Det må nævnes, at Rökstenen stadig bliver ivrigt diskuteret af runologerne, så den kan ikke bruges som bevis for herulernes tilstedeværelse - hvilket heller ikke burde være nødvendigt.

2.1.1.4. Blekingestenene
De 3 Lister-runesten samt Björketorp-stenen i Blekinge har traditionelt været sat i forbindelse med herulerne. De er fra overgangsperioden mellem 24- og 16-tegns futharken, og dateres derfor til perioden 500-700 e.Kr. Forbindelsen til herulerne bygger primært på kombinationen af de gentagne navne Hariwulf - Hathuwulf - Heruwulf. Det giver ikke samme sikkerhed på Rökstenen, men kombinerer man med Rökstenen giver Gummarp-stenens "satte stave 3 fff" -tre stave, som vi allerede mødte i ErilaR-inskriptionerne Kragehul og Lindholmen. Det vil forklare et tegn på Rökstenen, som runologerne ikke kan forklare, selv om de er enige om, at det bør være et "th" - dvs. 3,3 i cifferkode. Tegnet er imidlertid sammensat af fff og spejlvendt fff, som giver 3-3. "fff" må være en religiøs formel, som sikkert skal ses i sammenhæng med, at "f" er det første tegn i futharken - og den er altså fælles mellem Blekingestenene og Rökstenen - og også ErilaR- inskriptionerne Lindholmen og Kragehul, hvor man også finder tre gentagne bogstaver. En forklaring kan være de søgående vestheruler. Vi vil analysere deres ankomst yderligere i det senere kapitel 2.1.3.2.

2.1.1.5. Runerne i øvrigt efter 509
Efter herulernes ankomst til Norden ændredes spredningsmønstret således at runerne bredte sig i Norden, England, Frisien og nord for den øverste Donau, hvilket svarer til de områder, hvor øst- og vestherulske dynastier synes at have etableret sig efter nederlagene i Sydøsteuropa og angelsaksernes vandring til England. Fra den tid har vi også de første fund af runer, som nævner Wodin, i Mälardalen og ved Øvre Donau.

2.1.1.7. Svar
Ovennævnte må føre til den konklusion, at der ikke er bevist eller sandsynliggjort, at herulerne opfandt runerne, men at meget tyder på, at herulerne senere blev brugere og spredere af runerne i den periode, hvor alfabetet ændredes.

2.1.2. Heruler og jarler?
2.1.2.2. Niels Lukman og Barði Guðmundsson
Den danske universitetslektor, Niels Lukman, videreudviklede i sin doktordisputats i 1943 teorien om, at herulerne blev jarler i de danske kongeriger, og at det var deres slægter, som bragte de mange central- og sydøsteuropæiske sagn til Norden. Han skrev på tysk under den tyske besættelse, hvilket ikke var befordrende for hans teori i efterkrigstiden. Hans teori om herulerne som bærere blev dog støttet af Elias Wessén og i 1959 af den islandske rigsantikvar Barði Guðmundsson, som satte overførslen af sagnene til det islandske sagamateriale i forbindelse med østskandinaviske bosættere på Vestisland. Siden har ingen beskæftiget sig med disse teorier, da folkloreforskere ikke mener, at sagn kan huskes så langt tilbage - selv om deres teorier er tilbagevist af brakteaterne, som bl.a. Lotte Hedeager har påpeget har sammenhæng med de senere sagn. Nu er der jo netop tale om forvanskede fragmenter, så argumentet holder næppe til andet end at afvise dem som historisk kildemateriale. Sagnhukommelsen skal dog ikke diskuteres her.

2.1.2.2. En sandsynlig forklaring
Hjelmblik fra Thorslunda Uanset pålidelighed i sagn eller ej må det være en realitet, at de vestherulske officerer og lejesoldater, som blev arbejdsløse efter romernes tilbagestrækning fra England og det senere vestromerske kollaps, skulle finde andre indtægtskilder. I 409 og 450'erne var det bl.a. vikingetogter mod Spanien, men skibene har antageligt i højere grad bragt dem den kortere vej mod nord. På den tid voksede de nordiske kongeriger frem, og her har der været et marked for de erfarne herulske officerer som militære rådgivere og hærførere, som de næppe har undladt at udnytte, hvis de ikke drog med angler og saxer tilbage til England, hvor de havde fungeret som lejesoldater. "Ek erilaR"-indskrifterne skal vi antageligt se som deres "visitkort". Det er ingen overraskelse, hvis de bragte elementer af Odin med, som Strängnäs-inskriptionen indikerer, men der var tale om en mere generel spredning. Deres rolle førte til begreberne jarl i Norden - svarende til eorl i England - og var antageligt med til at etablere forbindelse mellem disse områder. Efter Odoakers nederlag har østherulske lejesoldater sikkert også fulgt handelsruten mod nord og indgået i samme rolle som deres fæller. Et eksempel på denne rolletype i sagamaterialet kan være Starkad-figuren - en germaner i Rom hed endda Sterkedius. I Uppland opstod øjensynligt i Vendeltiden en mere formaliseret jarlestruktur - symboliseret ved ringsværd efter frankisk mønster og guldringe, som det ses på hjelmpladematricen fra Thorslunda ovenfor.

2.1.2.3. Svar
Det er særdeles sandsynligt, at jarletitlen har en baggrund i herulske officerer - endda uden at anvende den sproglige sammenhæng som argument. Det er den logiske forklaring, men det er ikke muligt i dag at frembringe nogen egentlig dokumentation herfor.

2.1.3. Heruler og svear?
2.1.3.1. Den generelle udvikling i Norden i 400-/500-tallet
I det meste af 400-tallet var Europa domineret af konger fra et ensartet aristokrati af ridende lejesoldatofficerer som Childerik, Odoaker og Theodorik, sam benyttede dyrestil I. Da de blev kristne og slog sig fast ned sidst i 400-tallet skiftede stilen også til den mere abstralte stil II, hvor de symbolske dyr var dekomponeret. Det var umuligt at se, hvor stilen kom fra, da den stadig blev spredt over det samme aristikrati fra Italien til Skandinavien - ligesom herulerne. I første halvdel af 400-tallet dukkede guldbrakteaterne op i det sydvestlige Skandinavien baseret på romerske medaljoner. Senere ophørte de fleste af ofringerne i moserne, og gravskikkene ændredes til fladmarksgrave for hovedpartens vedkommende - muligvis særligt kremering direkte på jorden - efter hunnisk skik. Det kunne tyde på en religionsændring. Der er mange teorier om Odin, som ofte anses for at være udviklet af den romerske Mercurius og en keltisk gud med ét øje til den germanske Wotan/Wothen. Imidlertid har han også tydelige shamanistiske kendetegn, som må stamme fra hunner og heruler, som skandinaverne havde fulgt i 400-tallet. C-brakteaten med et krigerhoved på en hest - en symbolik som spændet fra Finnestorp med Odin og en hestehov på pinden - halvt kriger/halvt hest. Mange elementer er samlet i denne skikkelse, som endte som gud for krigereliten i Skandinavien sammen med hans aser - inklusive legender om Attila og herulerkongen. Han skubbede de gamle vaner til side - muligvis som søn af elementernes gud, Thor, hvis vi skal følge gåderne på Rökstenen.

I 500-tallet syntes nye større kongeriger at dukke op - herunder blev danerne for første gang omtalt sydpå. Militærudstyret blev mere ensartet og udskiftedes samtidig i hurtigere takt. Gravhøje var i enkelte tilfælde blevet brugt i Norge og Högom, men nu opstod de store kongshøje i Sverige - med Uppsalahøjene som de største. Lejre syntes at opstå i 500-tallet som en mindre kopi af UppsalaUppaakre, Lejre og Gudme var nu danernes vigtigste centrer, som er os bekendt. Også bådgravene begyndte i 500-tallets anden del - særligt i Uppland, hvor de syntes knyttet til en form for vassal- eller jarle-struktur. Ifølge den seneste arkæologi er bådgravene et symbol på Vendelkulturen, hvor Uppland udviklede sig til kraftcenteret med Gl Uppsala som den stærkeste koncentration af huse og cereomonielle indretninger i Norden fra det 6. århundrede - men bådgravene er også kendt andre steder.

I denne periode indtraf også en klimakatastrofe i Europa med de 3 mørke år 536-38 efterfulgt af "Justinians' byldepest" - hvor især den første periodes nordiske hungersnød kan have svækket dynastier knyttet til fiaskoramte frugtbarhedsguder i forhold til odinistiske krigerdynastier som herulernes.

Arkæologien peger på, at der var en forbindelse mellem Vendelkulturen, det angliske England, Sydtyskland og Lombardiet, herunder hjelmblikmotiver, dyrestil II, runer og Odin-navnet (runer og Odinnavne dog ikke i Lombardiet). Det svarer til de steder, hvor der kan have siddet herulske dynastier tilbage ude i Europa, så udbredelsen tyder i alt fald på en dynastisk forbindelse - via slægts- og ægteskab. Derimod var den egentlige militærudrustning mere international.

2.1.3.2. Ankomststedet - Blekinge/Värend?
Stenen på Inglingehøg - klik Som nævnt kom østherulerne til den skandinaviske halvø - øen Thule - fra varnerne. Ifølge Procopius passerede de danerne uden kamp og krydsede havet, men vi skal være forsigtige med gamle fortolkninger af sådanne beskrivelser. Vi skal sandsynligvis notere os ordet "passerede", da det ikke giver mening at de skulle krydse de danske bælter 3 gange tværs gennem danernes lande - det var alt for risikabelt. De havde deres allierede, varnerne, og deres slægtninge, vestherulerne, som kunne hjælpe dem med at passere danskerne ved at sejle direkte til Blekinge, som teksten vel reelt indikerer. Vi kan ikke stole på Procopius' rækkefølge af danerne og havet, da han havde begrænset kendskab til Nordeuropas geografi. Han kendte kun rækkefølgen af folk, de passerede. Teksten kan forstås sådan at de simpelthen passerede danerne i skib på vej til Blekinge.

For det første er der forbindelsen i beværgelser mellem de to sydlige ErilaR-indskriptioner, Blekinge-runestenene på Lister og Rökstenen - og på den sidste blev navnet søkrigere (Wicinga) nævnt sammen med Marika. Også det frisisk/sachiske navn Lista for strand, som er karakteristisk for Lister, kan indikere at vestherulerne var involveret. Der er imidlertid også andre indicier end disse. I 1993 blev to bådgrave fundet i Fallward på den østlige side af Wesermundingen - modsat Harlingerland. Gravene lå 2 kilometer fra den berømte bosættelse, Feddersen Wierde, som blev forladt omkring år 500. Den mest berømte af bådgravene er dateret til 431 ved dendrologi. I graven fandt man en høvding med et bælte, som tilhørte en romersk lejesoldatofficer, og en spatha. Også en stol og en fodskammel lavet af træ blev fundet - den sidste med en kort runeinskrift i sædvanlige nordiske runer. Vi ved ikke, om han var herul, men herulerne var sandsynligvis en del af folkene, som boede rundt om Weserens munding. De blev alle anset som en del af de sachsere, som rejste til england i det 5te århundrede. Det vil forklare forbindelsen mellem Sutton Hoo og Scandinavien. Under alle omstændigheder ville herulerne dermed kende til skikkenne med bådgrave og runer, som vi altså også finder i Lister og Augerum - selv om fundene er adskilt med 50-150 år. Da den kvindelige bådgrav i Augerum blev udgravet i 1800-tallet, er det vanskeligt at sammenligne med det nye tyske bådgravsfund, men Augerum var sammen med Uppland en af de første bådgrave i Skandinavien efter bådgravene på Bornholm i romersk jernalder adskillige århundreder forinden. Derfor kan de i alt 6 forskellige indicier understøtte at nogle vestherulere deltog med østherulerne i overfarten til den skandinaviske halvø og den første bosættelse i Blekinge.

Birgit Arrhenius og Lotte Hedeager og nu også "The Sösdala Horsemen" har skrevet om et samfund omkring Vätteryd med mange østgermanske fund, som må have været velkendt af herulerne, men der er kun få tegn på en ny udvikling efter 500, hvor de må have bestået af skandinaver accetteret af danerne. Imidlertid har von Friesen og Ivar Lindqvist peget på naboregionerne Lister og Värend som herulernes bosættelsesområde - først af alt runestenene i Blekinge og bådgraven i Augerum. Bådgraven er imidlertid væsentligt mere østlig end runestenene og runestenene er dateret til 550-700 - efter at herulerne var blevet fordrevet. Dette svækkede deres argumenter - specielt da de refererede til østherulerne. Vigtigere som et spor af østherulerne er dog stenen på Inglingehög ved Thorsjö, hvis ornamentik svarer til de østgermanske fibler, brakteaterne og liljer. En tilsvarende sten er fundet i en høj i det herulsk beslægtede Högom - men uden ornamentik. Stenhuggerarbejdet i den hårde sten er næppe udført af nordboer, da man intet tilsvarende har fra den tid i Norden (de gotlandske sten er af et andet materiale). Nær dette sted ligger i øvrigt Odinsjö ved det sagnomspundne Blotberg med 12 jernaldergravhøje.

Det er således muligt, at herulerne har gjort midlertidigt holdt her, men der har næppe været meget at leve af for dem, da de ikke var landbrugere - medmindre de begyndte at plyndre danerne i Skåne og Göterne efter deres livsform sydpå. Dette kan være årsagen ti at Sjörup-stilen blev fundet i Finnestorp efter et nederlag til göterne. Plyndringerne kan også have provokeret danerne til at gå sammen i en ny alliance og fordrive herulerne - hvilket for første gang gjorde dem berømte sydpå. En sådan begivenhed hos danerne afspejles endda muligvis både i Beowulf (Eorlas), Widsith (Wicinga) og Saxo (Huns) - hvilket vil blive uddybet i kapitel 3. Selv om det fjerne navnestof er sammenblandet så mange år efter, hvor herulerne var forsvundet som integrerede, er det muligt at forklare dem som heruler. Disse fortællinger skal ikke betragtes som historie, men grunden til at disse skandinaviske sagn og arkæologi er fundet omkring Sutton Hoo i East England er sandsynligvis forklaret med forbindelsen til vestherulerne.

Jordanes fortalte om fordrivelsen, og Procopius indikerede, at det var deres første bosættelse nær Gauterne. Følger man ham, skal vi lede efter deres næste placering langt nord for danerne, hvor udviklingen da også indikerer ankomsten af et sådant stærkt folk i midten af 500-tallet.

Listerstenene kan indikere, at nogle af de vestherulske søkrigere foretrak ikke at forlade kysten og fik lov at bo mere permanent i Lister mellem daner og samfundet i Västra Vång - måske med aftale om ægteskab og arbejde som lejesoldater/jarler.

2.1.3.3. Den endelige bosættelse?
Ifølge de historiske kilder skal der kunne findes en endelig bosættelse på den Skandinaviske Halvø, og ifølge Procopios' beretning om delegationen skal vi lede langt nord for danerne. Stedet skal opfylde 3 betingelser:
1. Stedet skulle generere værdier, som kunne udnyttes af herulerne, der ifølge Procopios havde levet af krig som lejesoldater, plyndring og beskyttelsespenge.
2. Der skulle ske væsentlige arkæologiske ændringer i 500-tallet med en betydelig international indflydelse.
3. Vi skal kunne finde de nødvendige spor af et folk af halvnomadiske lejesoldater, men sporene vil som i Sydeuropa være sparsomme.

2.1.3.3.1. Norge, Götaland og øerne
Den norske vestkyst kunne have været et mål på grund af forbindelserne i 400-tallet, men disse relativt små samfund blomstrede allerede i 400-tallet, og der ses ingen markant ekspansion først i 500-tallet, som peger på herulernes ankomst her.

Vestergötland blomstrede ligeledes allerede i 400-tallet med rige guldfund og store halskraver. De fund, der peger mod østgermanere er depotfund/krigsbytteofre, som tyder på, at man var i stand til at holde andre ude, fordi slettefolkene som fortalt af Jordanes var vant til at leve under konstant pres udefra. Området fik ligesom Gudme-egnen sydforbindelse til Sortehavsegnene i germansk jernalder, og Finnestorp-ofrene har klar østgermansk forbindelse, men kulturen synes at være lokal - men nogle af de unge mænd kan have fulgt hunner.

Nogle få forskere forsøger nu at datere Sparlösa-stenen til 500-tallet, men denne tolkning er næppe holdbar, da runetekst, hus og skib peger mod sidst i 700-tallet, så stenen kan ikke benyttes som bevis på en tidlig datering af et samfund.

Heller ikke i Halland eller Østergötland kender vi centrer, som peger på et så markant folks ankomst, og selv om Rökstenen står i Østergøtland, kan det blot skyldes, at en gren af herulernes kongeslægt er flyttet hertil en gang i løbet af de efterfølgende 300 år - Sparlösa-stenen antyder jo faktisk en sådan tidligere flytning fra Uppsala.

På Øland blev de imponerende og usædvanlige stenborge rejst i 400-tallet, men det var allerede i 400-tallet og vi har allerede nævnt baggrunden i kapitel 1.2. Med en strøm af guld-solidi til værkstederne fra krigere, som havde fulgt hunnerne og senere herulerne var de små øer blevet mål for naboer og pirater. Samfundet i Sandby synes at være fremmede - måske ligesom folkene i Vätteryd - hvilket muligvis tvang folk til at beskytte sig med ringmure omkring landsbyer og værksteder med guld. Dette urologe billede varede det meste af 400-tallet og fremviser ikke den nødvendige udvikling i 500-tallet - og Procopius skrev da også Thule. Vi er stadig ikke i stand til at svare på det spektakulære overfald i Sandby, men det fandt sted 30 år før Procopius heruler ankom. Det kan have været et hævnangreb fra naboerne på et samfund af fremmede krigere, som prøvede at etablere kontrol over produktionen.

Alle de nævnte steder kan man have modtaget herulske lejesoldater. Det kan være en medvirkende årsag til den generelle militære udvikling i 500-tallet.

2.1.3.3.2. Mälar Dalen
Det er åbenlyst, at Mälardalen opfylder de to første betingelser ovenfor. Stedet lå på handelsruten fra nord (Högom), som var nævnt af Jordanes - samme rute, som herulerne havde kontrolleret i Moravia - og jernet i Bergslagen var en anden kilde til stigende velstand. Ydermere havde ændringen af havspejlet frembragt en forøgelse af frugtbar jord i denne region til kvæg og agerbrug, mens andre samfund gennem århundreder havde udpint deres jord. Højene og især indholdet af bådgravene indikerer en ny samfundsstruktur. Her finder vi den ekspansion, som herulerne historisk plejede at udnytte, og her finder vi i Vendelkulturen de ændringer, herulerne kunne forventes at forårsage.

Hjelmen fra Vendel XIV Skjoldbulen fra Vendel XIV Uppsala og Vendelkulturen træder som nævnt arkæologisk frem som kraftcentret på den skandinaviske Halvø - en kultur som i begyndelsen var kraftigt østgermansk påvirket med kontakt til områder, hvor de herulske dynastier øjensynligt sad tilbage. Her fremhæver Birgit Arrhenius især skjoldbulen samt et spænde og et beslag fra Vendelbådgrav XIV, som dateres som den første af bådgravene. Identiske genstande er fundet ved Tisza-floden i Rumænien, hvor Datius flygtede til gepiderne. Skjoldbulen er af en typisk Vendeltype fra denne tid, og et yderligere identisk eksemplar er fundet i en grav ved Rhinen, som også indeholdt genstande af gepidisk karakter. Tidssammenhængene kan tyde på, at den hørte til Datius-følget, hvor de overlevende kan være flygtet mod nordvest efter udslettelsen af gepiderne og de illyriske herulere, som var flygninge ved Tisza. Vendel XIV indeholdt i øvrigt en af de kendte paradehjelme af nordisk udførelse, som peger tilbage mod romerske kavalerihjelme fra 400-tallet - altså folk som spillede på og sværmede for en fortid som romerske lejesoldater.

Ottarshøj ved Vendel - klik Indholdet i og karakteren af Ottarshøjen i Vendel og måske en DNA-prøve i en bådgrav kan tyde på en forbindelse med det østgermansk tilknyttede samfund i Högom, som synes nedlagt først i 500-tallet. Modsat Högom var graven i Vendel en brandgrav og den indeholdt en sjælden Basiliscus-mønt fra 476 (Odoakers sejrsår) som ellers stort set kun kendes fra Childerics grav. Måske har kongeslægten mødt deres allierede fra Högom i Uppland. Netop her i Uppland opstod nu et rigdomscenter som følge af skindhandelsruten via Helgö og jernudvindingen i Bergslagen - aktiviteter, hvis indtjeningspotentiale uvægerligt ville tiltrække det herulske krigerfolk.

Ser man på selve de 3 kongshøje i Uppsala, dateres de indenfor intervallet 500-625 e.Kr. - altså herulernes etableringsperiode. Den ældste midterhøj er ikke udgravet, men man ved, at det er en brandgrav, som de to andre. Østhøjen indeholder en kvinde og måske også en dreng, som er brændt ved så høje temperaturer, at stort set alt er ødelagt. Blandt fragmenterne fandt man en hjelm til en kvinde eller et barn med et hjelmblik identisk med Sutton Hoo i East Anglia. Det forestiller hornede krigere - antageligt fra det germanske lejesoldatkompani "Cornuti". I graven fandt man imidlertid også to simple kvindelige brugsgenstande, nemlig en sminkepalet og et øskenspejl. Begge stammer normalt fra et sydøsteuropæisk nomadefolk, og spejlet findes i over 100 eksemplarer ved Donau og Sortehavet. Nord for Donau har man kun fundet 2 spejle, nemlig et i Thyringen og eksemplaret i Østhøjen. Østhøjen indeholder derfor efter al sandsynlighed en kvinde af østgermansk/sarmatisk slægt - altså den herulske folkeblanding. Vesthøjen er den yngste, og rummer bl.a. fragtmenter af glas fra Sortehavet, elfenbens-spillebrikker fra Sydøsteuropa og sassanidiske kameer.

Uppsala Høje - klik De nye brandgravsskikke i Mälarregionen er diamentralt modsat herulernes gamle skikke, idet der slet ikke er brandgrave de steder, hvor de opererede i Sydeuropa. Når Procopios kunne fortælle om de hedenske herulere, som brændte deres døde på store bål, må det altså være de hedenske herulere i Norden, han har hørt om. Herulerne må have gennemført en ændring af deres begravelsesskik, da blev integreret i Norden, hvilket kan have forbindelse med de generelle ændringer af begravelsesskikkene i Norden, som konstateres arkæologisk på det tidspunkt.

Der eksisterer ingen kendte arkæologiske karakteristika for herulerne i de områder, hvor de levede i Sydøsteuropa - det eneste skulle måske netop være 400-tals gravhøjene i Mähren, som czekkiske arkæologer har sat i forbindelse med Uppsala og nogle andre østeuropæiske grave mellem sveberne. Herulerne har været etnisk så sammenblandede og fungeret sammen med så mange folkeslag, at de næppe vil kunne skelnes fra andre østgermanske folkeslag. I betragtning af det begrænsede materiale, som ligbrændingen medfører, må vi derfor nøjes med at konstatere, at der i Uppsala og Vendelkulturen findes alle de arkæologiske spor, man kunne forvente at finde efter et herulsk dynasti med følge, som blev integreret som en minoritet i det lokale folk. Hovedparten af de høje og bådgrave, som er udgravet, er fra mere end 50 år efter de forlod Maehren.

Selv om kontakterne efter østgermanernes opløsning sydpå drejede over mod frankerne - eller måske snarere deres hedenske nabofolk - er indholdet i bådgravene stadig af samme karakter som de øvrige rige europæiske fyrstegrave. Man skal være meget lokalpatriotisk - eller fanget af Olof Rudbecks forjættende ideer - for at påstå, at Vendelkulturen krigerniveau hviler på en intern svensk udvikling.

Uppsalas opblussen er naturligvis ikke tilstrækkeligt argument i sig selv, da et sådant samfund teoretisk kunne opstå som en reaktion hos et nordisk folk, som kopierede de ankommende herulere. Til gengæld er der ikke fundet konsekvenser andre steder med tilstrækkeligt markante ændringer på det tidspunkt, som kan indikere ankomsten af et så dominerende østgermansk folk - og i den situation burde der ikke være så mange østgermanske spor i Uppsala og bådgravene.

Så sent som i det 11. århundrede blev dette center i Uppsala af Adam af Bremen beskrevet som Odin-kultens centrum, hvor Odin, Thor og den gamle vanegud Frej var blevet dyrket side om side.

2.1.3.4. Svar
Faktum er, at der ikke er fundet andre pladser med væsentlige ændringer, som matcher et så stærkt krigerfolk. Teoretisk kan Vendelkulturen være opstået som en alliance mod det herulske dynasti med støtte fra andre herulske jarler - ligesom danernes alliance. Det udelukker ikke, at et sådant alternativt sted har eksisteret, men det det er temmelig usandsynligt at et sådant modstykke til Uppsala ikke skulle have efterladt nogen spor eller sagn.

Den mest sandsynlige forklaring vedrørende herulerne og svearne er, at en stor del af østherulerne slog sig ned i Uppsalaområdet, hvor de blev lejesoldater, inden de blev integreret som svear. Kongeslægten indgik som jarler i svearnes dynasti. Arkæologien udviser de nødvendige spor af et sådant forløb. Sammenslutningen forårsagede siden Vendelkulturen.

2.1.4. Heruler og bådgravsfelterne?
Bådgravsfeltet ved Valsgärde - klikBådgrave kendes ikke fra østherulernes områder sydpå og giver ikke megen mening for østherulernes vedkommende. Bådgrave kendes fra Bornholm i romersk jernalder, og må anses for at være for tidligt. Imidlertid blev bådgraven i Fallward, Wremen fundet i 1993 ved Wesermundingen overfor Harlingerland. På en skammell, som dateres til 431 med dendrologi var der placeret en runeinskription. Et bæltesæt imdikerer, at han havde tjent som romersk lejesoldat - sandsynligvis i England. Han må have været vestherul eller en af deres saxiske naboer, hvilket indikerer, at vestherulerne under alle omstændigheder kendte skikke med bådgreve og runer, da de forlod det frisiske område. Vi ved ikke, om der var andre bådgrave i området udover en enkelt anden i Fallward, da området siden har været oversvømmet. I Augerum i Blekinge har vi fundet en af de første svenske bådgrave og runesten, som indikerer, at vestherulerne har fulgt østherulerne i Blekinge - specielt med hensyn til de andre indikationer i Listerland.

Bådgravenes indhold minder til gengæld om de germanske fyrstegrave i Centraleuropa. Disse skikke er åbenbart i Norden blevet kombineret med bådgravene som en blandingsskik mellem østherulske og vestherulske skikke. Som nævnt har Birgit Arrhenius peget på en østgermansk forbindelse med den tidlige Vendelkultur - herunder Vendel XIV - hvor bådgravenes spredning synes knyttet til et jarlesystem, som herulerne kendte fra Odoaker og Theodorik.

2.1.4.3. Svar
Sammenhængen mellem heruler og bådgravsfelterne må derfor anses for at være en vestgermansk viden som er blevet kombineret med de Europæiske lejesoldatkongers østgermansle kammergrave.

2.1.5. Heruler og guden Erik?
2.1.5.1. Guden Erik
Åke Hyenstrands spørgsmål refererer til Rimberts Ansgar-biografi fra sidst i 800-tallet, hvor han omtalte den tidligere afdøde kong Erik, som man overvejede at ophøje til gud. Hyenstrand henviste til kongenavnene Erik, Alrik og Rolf som herulske, men ingen herul er kendt under navnet Erik, og alle tre kongelige navne var alment germansk opbyggede navne. Derfor kan navnet ikke bruges til at identificere heruler, men det er relevant at se mere generelt på forbindelsen mellem forfædreguderne og de hedenske germanske folk, som herulerne - eller det generelle religionsskift, som Lotte Hedeager har omtalt med fokus på hunnerne.

2.1.5.2. Forfædreguder og Aser
Procopios fortalte om de illyriske herulere, at disse dyriske barbarer tidligere tilbad en hær af guder og ofrede mennesker til guderne. Jordanes på sin side fortalte, at de vandrende goter oprindeligt - inden de blev arianske kristne - dyrkede deres forfaderhelte som halvguder. Han fortalte, at den gotiske betegnelse for forfædreguder var "ansis", hvilket synes at være baggrunden for runenavnet "ansuZ" og gudenavnet "aser". En af de første forfædre i "Getica" hed Gapt. I de tidlige engelske kongelister fra det 7. århundrede blev Wothen og Geat placeret forrest, hvilket indicerer et tilsvarende sammenfald mellem guderne og de kongelige forfædre. Gapt og Geat var muligvis identiske med det nordiske gudenavn Gaut, som det oldnordiske digt Grimnismål omtalte som et tidligere navn for Odin - asernes hovedgud. Trods omtalen af forfædreguderne fortalte Jordanes også at goternes krigsgud hed Mars, ligesom Procopios fortalte, at hovedguden i Skandinavien var en krigsgud (Ares/Mars). Muligvis var denne krigsgud Odin - selv om han i Snorres senere version ikke var krigsgud, men gudernes øverste.

Ifølge Tacitus var de skandinaviske guder tidligere Mercurius, Tyr, Nerthus og Ing. De to sidste guder må have været frugtbarhedsguder fra det gamle samfund af selvstændige bønder - Vanerne.

Da krigeraristokratiet opstod skiftede også gudernes betydning. Det nordiske krigeraristokratis hovedgud, Odin, ankom sandsynligvis først som den vestgermanske gud Wothan/Woden i 400-tallet, men han har muligvis lignet en nord- og østgermansk "fætter" Gaut og nogle af hans shamanistiske træk kan sammen med dyrestilen pege i retning af de skytisk/sarmatiske (eller samiske) nomadefolk. Herulerne kan have bragt nogle af hovedgudens elementer med sig, men han eksisterede i Norden, inden deres kongefamilie ankom, som det er præciseret af Lotte Hedeager.

Den blandede nordiske gudeverden er hovedsageligt kendt fra den nordiske litteratur og vil blive diskuteret i et senere kapitel, da den ikke kan bruges som argument omkring herulerne.

2.1.5.3. Svar
Åbenbart anså germanerne deres kongeslægter som gudernes efterkommere - i det mindste da aserne blev introduceret. De synes at have ophøjet deres helte til guder, som Jordanes og Rimbert fortalte, men de manipulerede også deres kongegenealogier ved at sætte de eksisterende hovedguder foran i genealogierne - måske i forbindelse med ændringen af religionen.

Under alle omstændigheder synes udviklingen af den hedenske religion med dens blanding af guder og forfædre at være alment germansk og kan næppe hæftes specielt på herulerne.

2.2. Et muligt scenarie
Baseret på det mest sandsynlige svar bliver et muligt scenarie, at østherulerne sejlede fra varnerne til Blekinge, hvor de passerede danerne uden kamp. De blev assisteret af både varni og vestheruler som havde både og havde levet ved havet mellem saxer og friser. Ved ankomsten slog de sig ned i Blekinge/Värend - måske med østherulerne omkring Thorsjö/Odinsjö, mens vestherulerne blev ved kysten. Arkæologien indikerer, at der allerede kan have været en bosættelse i regionen af tidligere allierede eller af østgermanske rytter fra tidligere hunniske ekspeditioner. Da de ikke var landbrugere, og befolkningsunderlaget var tyndt, begyndte de at plyndre og true, som de plejede. Danerne gik derfor sammen og truede med at gøre som longobarderne. Nogle af herulerne kan i stedet have lavet en alliance med danerne - måske de sejlende vestheruler - og blev derfor i Lister, hvor de et århundrede senere rejste runestenene.

Det fik dem til i stedet at rette øjnene mod svearnes økonomisk/strategiske placering - hvis dette ikke allerede fra starten var et mål. Svearne var det oplagte valg for herulerne, når vi ser på svearnes ekspanderende økonomi på den gamle handelsrute, som herulerne ville hve fulgt fra den Mähriske Port som beskrevet i kapitel 2.1.3.3.2.

Mange kombinationer af muligheder fører nu til samme resultat. Sveakongen kan have tilkaldt herulerne som professionelle rådgivere og lejesoldater mod nabotruslerne mod deres stigende rigdom - ifølge Jordanes et stort problem for folkene på de svenske sletter. Det er umuligt at sige, om de overtog magten eller simpelthen blev jarler i laget under kongen. Det ville være sædvanligt at etablere en ægteskabsalliance, som også ville placere herulerne i samfundets top. De kunne også senere bruge deres magt, som de kontinentale barbarer gjorde i England ifølge Gilda og Bede. Alternativt gik herulerne og deres fæller fra Högom sammen mod svearne og overtog magten militært.

De oprettede en ny struktur med jarler i Tuna-gårdene og sørgede for en effektiv integration af de to folk, hvor bl.a. begravelsesskikke og religion blev harmoniseret. En del af modellen til en velfungerende magtetablering havde de lært af Theodorik 10 år før og af Odoaker, og de havde selv været vant til at tilpasse sig andre folk. Forskellen på herulernes fiasko i Illyrien og en mulig succes i Norden var sandsynligvis kristendommens monoteistiske karakter. Det er åbenlyst, når man læser Procopios, at herulerne i Illyrien ikke kunne accepteres som rigtige kristne, da en del af dem ikke ønskede at følge monoteismen. Modsat fortalte Widukind langt senere, at skandinaverne accepterede fremmede guder i deres religion side om side med deres egne guder. Herulernes krigerguder, aserne, blev blandet med svearnes gamle frugtbarhedsguder, Vanerne - en udvikling som længe havde været undervejs før herulerne ankom. Senere blev Woden og Frej som hos de øvrige germanerfolk sat forrest i den kongelige slægtsrække for at sikre slægtens eneret på tronen - på et tidspunkt endda sådan, at guden Woden/Odin fandt vej ind i fragmenter af deres gamle sagn om kongeslægtens ankomst. Men vi skal lægge mærke til, at svearnes konger ikke blev hævdet at stamme fra Odin, som de danske konger - de var efterkommere af Yngve-Frej - Ynglingene.

På et tidspunkt spredte de deres magt til andre områder - eller giftede sig eller flygtede dertil - hvor runestenene i Sparlösa og Rök blev opsat 300 år efter. På samme måde kom Ynglingetal og Ynglingesaga senere til.

Vil man sætte flere detaljer på hypotesen, kan man læse Snorres Ynglingesaga samt Frode- og Gylfesagnene. De skal imidlertid læses som litteratur og ikke som historiske kilder - som beskrevet nedenfor.

2.3. DNA
Hunnernes formodede Y-haplogroup Q1a2 har en undergruppe Q1a2b1, som findes i høj intensitet (5%) i dele af Skandinavien - især Götaland - samt i Burgund, som sagnmæssigt er knyttet sammen med herulerne og hunnerne. Da en del af den herulske kongeslægts følgesvende antageligt kan have haft hunnisk blod i årerne, kan der være en sammenhæng, og det er i alt fald interessant, at der netop findes koncentration på dette kort på de steder, hvor herulerne har opholdt sig (Dnepr, Moravia, Beograd og Sverige). Når intenciteten i Sverige er så høj, kan det skyldes dele af Goetaland har været isolerede egne. På den pågældende hjemmeside stiller man også spørgsmålet "Huns in Sweden?". Dertil kommer spørgsmålet om sarmaternes DNA-type, som normalt menes at være en iransk G-type. Der er ikke offentliggjort sammenhænge mellem 500-tals høvdingegrave i Norden og Centraleuropa. På nuværende tidspunkt er DNA-undersøgelser af den karakter meget usikre. DNA skal derfor ikke indgå i argumentationen omkring herulerne på nuværende tidspunkt, men DNA-teorierne modsiger i alt fald ikke artiklens hypoteser.

2.4. Konklusion om bosættelsen i Norden
Åke Hyenstrands spørgsmål kunne altså ikke bare besvares uden forbehold, men hovedspørgsmålet om forbindelsen mellem herulerne og svearne førte sammen med vestgerulernes tilstedeværelse til den mest sandsynlige forklaring, som også inddirekte gav svar på de øvrige. Svaret er baseret på en kombination af historie og arkæologi uden at bruge de nordiske sagn. Det leder til følgende konklusion om Norden:

Der er ingen tvivl om, at den herulske kongeslægt fungerede i Norden i 500-tallet, og at der var nære østherulske forbindelser til Norden i 400-tallet. Den mest sandsynlige forklaring er, at østherulerne slog sig ned i Uppsalaområdet, og at kongeslægten indgik som konger eller jarler i svearnes dynasti. Arkæologien udviser de nødvendige spor af et sådant forløb, men arkæologien vil næppe kunne udgøre et bevis herpå.

Det er en gennemgående tese i svensk arkæologi, at udviklingen i Uppsala og Vendel er en intern udvikling, indtil det modsatte er påvist - med en artikel af engelskprofessoren Alvar Ellegård som historisk alibi. Dette er - ligesom Strängnäs-episoden - ikke forsvarligt, da man derved risikerer at udelukke den mest sandsynlige forklaring på heruler-spørgsmålet fra de arkæologiske undersøgelser, fordi den knap nok omtales i litteraturen.

Index
3. Den nordiske litteratur
Det har ofte været brugt som et argument mod heruler i Norden, at de aldrig blev fundet i den righoldige litteratur om Nordens fortid, som findes i Nordeuropa. Det er derfor nødvendigt også at vurdere denne del af litteraturen, selv om det er fælles for næsten alle disse arbejder, at de er nedskrevet i perioden 1000-1300 e.Kr. - lang tid efter begivenhederne. Derfor kan de aldrig blive betragtet som historiske kilder som sådan, men de indeholder uvurderlig information om vikingekulturen.

Vi har allerede berørt de Angelsaxiske digte, Beowulf og Widsith, som er ældre end de manipulerede skandinaviske sagn, og som havde kandskab til Skandinavien som følge af vestherulerne. Det interessante er, at de begge nævner en dansk fordrivelse af et fremmed folk, som kaldes eorle eller Wicinga. Denne begivenhed er ikke blevet bemærket på grund af de ukendte navne, men sandsynligvis blev pirater som vestherulerne kaldt Wicinga i England længe før vi møder navnet i Skandinavien. Om de også kendte Jordanes, som fortalte nøjagtigt det samme, ved vi ikke. I det mindste blev det til et ry omkring de danske konger, som gjorde dem berømte i Europa fra Byzans til England. Sandsynligvis var det samme fordrivelse som Saxo refererede til, da han skrev om Frode og h. Da deres navn var blevet til jarltroede skjaldene sandsynligvis, at de var en del af hunnerne, som de tidligere havde fulgt. Saxo fortalte endda om Starkad og Erik som fremmede lejesoldat-rådgivere. Dette er ikke historie, men ikke desto mindre var det en nordeuropæisk accept af Jordanes. Herulerne var virkelig blevet nævnt i de nordeuropæiske sagn! Som en del af sine teorier om hunnerne har Lotte Hedeager foreslået, at myten om Odins rejse i Ynglingesaga var inspireret af Attila. På Island gengav Snorre Sturlasson i Edda dialogen mellem sveakongen Gylfe og guden Odin, men indledningsvis fortalte han den traditionelle historie om gudernes og kongehusets oprindelse i Troja. Senere fortalte han i stedet efter en rejse til Skandinavien en legende i Ynglingesaga om en konge ved navn Odin og hans "mænd fra Asien", som kom fra Tanais-egnen (Floden Don). Den symbolske anfører "Odin" slog sig først ned på et af de utallige steder, der fik navnet "Odinsey" - som lige så godt kan have ligget i Sydsverige som på Fyn. Senere flyttede Odin videre til Sigtuna og fik sit "tempel" i Gylfes nærliggende Uppsala. Indledningsvis omtalte Snorre blandingen af Aser og Vaner - krigernes Wothan-kult og den gamle nordiske frugtbarhedskult, hvor Tacitus' Nerthus og Ing blev til Njord og Frej. Han fortalte også om kong "Odins" ophøjelse til gud, svarende til Jordanes' og Rimberts fortællinger - en helt naturlig proces i religionshistorien. Derefter fortalte han om en vellykket nordisk integrationsproces, herunder indførelsen af ligbrænding (bortset fra Frej - Ynglingenes forfader).

Snarere end Attilas historie minder denne fortælling os om Østherulernes historie. Også de mente at stamme fra Tanais ifølge Jordanes. Selv om ruten blev beskrevet ud fra middelalderens geografiske forståelse, ruter og tidsforløb, er det muligt at genkende dele af historien om herulerne og delvis også deres overordnede hunniske kahn, Attila - selv om de gamle fortællinger med tiden smeltede sammen. En bosættelse i to faser ligesom herulernes ovenfor. Her peges der direkte på Uppsala - helt utvetydigt.

I hvor høj grad der er tale om rekonstruktion, eller der har eksisteret fragmenter af et gammelt kongesagn, hvor guderne på traditionel vis var lagt ind forrest, kan vi ikke afgøre i dag. Rabiate forskere har beskyldt Snorre for at opdigte det hele i det 13. århundrede for som kristen at mistænkeliggøre den hedenske religion som euhemeristisk. Sagen er imidlertid, at han ikke behøvede at digte, for den germanske forfædrekult og den romerske kejserkult var euhemeristiske. Tværtimod kendes meget af Snorres stof fra tidligere historikere og kvad.

I 2011 rehabiliterede Lotte Hedeager i sidste kapitel af sin bog den afdøde danske forsker, Niels Lukman - nævnt i kapitel 2.1.2.1 - som hævdede, at herulerne bragte deres gamle myter om følgeskabet med hunnerne i Centraleuropa til Skandinavien, og at de blev kendt der som "jarler". Hvis vi kombinerer de to hypoteser - idet vi tager hensyn til at herulerne sandsynligvis blev anset for hunner i Nordeuropa og var påvirket af hunnerne - vil hendes ideer stemme overens med historien i de tidligere kapitler. Dette gælder uanset berettigelse eller ej af den kritik, Ulf Näsmann har rettet mod dele af hendes historiske og arkæologiske grundlag, og uanset at Niels Lukman antageligt overdrev, hvor mange nordiske sagnkonger, der havde østgermansk/hunnisk oprindelse.

Senere i 2011 har Strängnäs-inskriptionen ".rilaR . WodinR" endda bevist en forbindelse mellem Wothan og ErilaR - en inskription som kunne have støttet Lukman, hvis den var blevet offentliggjort i 1962, hvor den blev fundet. Man vidste, at den ville vække opsigt, så i stedet hemmeligholdt man den med den begrundelse, at den var falsk - hvad den viste sig ikke at være.

Rejsen i Ynglingesaga var kun et eksempel på de mulige spor af heruler i den nordeuropæiske litteratur, hvor navnet Herul forsvandt - muligvis fordi det nu blev forstået som titlen "jarl"/"earl".

Der er ingen tvivl om, at grundlaget for sagaerne er blevet ændret gennem årene, hvilket islændingene ikke har været i stand til at gennemskue. Snorres gudeverden er f.eks. et fastlåst billede, som kun indirekte afspejler lokale og tidsmæssige forskellige i en dynamisk proces - men sådan er de fleste religiøses forståelse af deres egen religion. Snorre udtalte sig således om de ændringer i begravelsesskikke i 500-tallet, som arkæologerne afdækker i vor tid - ligesom Beowulf (og Snorre) beskrev 600-tallets vildsvinehjelme, som nu er udgravet. Disse oplysninger kan han næppe have opdigtet. Han har snarere fået dem som langt ældre fragmentariske oplysninger, der er sat ind i en senere sammenhæng - hvilket ikke er det samme som opdigtning. Ej heller kan man således i Norden have opdigtet det tydelige østgermanske præg, som findes i mange af sagnene.

Måske indeholder de manipulerede og utroværdige skandinaviske sagaer og krøniker på denne måde fragmenter af historien om denne omflakkende kongefamilie og deres hunniske overordnede. Det er naturligvis interessant at lede efter de skjulte spor, som kan lægge nyt indhold i legenderneog forklare, hvordan herulerne kunne forsvinde i Norden - men de kan ikke blive en historisk dokumentation af forløbet.


Index
4. Perspektiv
Under alle omstændigheder ankom herulerne til Norden, hvor de sammen med hunnerne i Europa har været en vigtig katalysator i den udviklingsproces, som førte til Vendel-kulturens større kongeriger og videre til vikingetiden. De er tillige den mest sandsynlige forklaring på Upplands jarler. Men herulernes plyndring og brandskatning skal ikke ses som det eneste element i vikingernes ekspansive udvikling - det var en generel bagside af kulturen omkring krigeraristokratiet, indtil en kombination af ny kongemagt og kirke ændrede på denne livsform i middelalderen.

Hypoteserne dækker en tidsperiode, hvor det normalt er umuligt at gennemføre bevis i henhold til sædvanlige historisk-videnskabelige kriterier, medmindre ny teknik som DNA-analyser kan bringe os videre. Desværre har historikerne ikke fundet frem til en rapporteringsform, der som andre videnskabers kan håndtere usikkerhed - til trods for at al historisk rapportering og analyse rummer usikkerhed. Formålet med denne artikel fra en ikke-fagmand er at kombinere den fragmentariske historiske og arkæologiske information på en mere sandsynlig og sammenhængende måde - i håb om en dag at inspirere en forsker til at finde en overbevisende vej ud af de nuværende blindgyder.



Uddybende redegørelse
En detaljeret redegørelse fremgår af den engelsksprogede pdf-artikel, "The Heruls", med samme index som ovenfor. Den indeholder de nødvendige noter og referencer til ovenstående.

11. april 2018 Ændret i kapitel 1.1.1, 1.2.1 og 1.2.4.
Index Top af artikel