Forside (Index) Resumé Udførlig artikel (engelsk) i pdf med noter og referencer (ca. 120 sider) Herulerne af Troels Brandt 1. Herulernes sydeuropæiske historie 1.1. De romerske kilder 1.1.1. Oprindelse I mange danske historiebøger optræder herulerne som den oprindelige befolkning på Sjælland og i Skåne, hvorfra de skal være blevet fordrevet af svenske daner i århundrederne efter Kristi fødsel. Kilde hertil er udelukkende goteren Jordanes' historiske værk "Getica" fra 551 e.Kr.. Danske arkæologer satte hurtigt en herulsk fordrivelse i forbindelse med de stormandsalliancer, som opstod omkring Himlingøje i romersk jernalder. Imidlertid skrev Jordanes for det første slet ikke, at danerne var svenske, men at begge folk stammede fra et ukendt folk ved navn vinoviloth - et navn som giver associationer i retning af vinnili, dvs. longobardernes forfædre. For det andet omtalte romersk jernalders historikere hverken daner eller heruler i Norden - det var kun Jordanes 400 år senere. For det tredje baseres ideen om herulernes danske oprindelse udelukkende på 5 forkludrede ord i hans geografiske indledning om danerne "fordrivende herulerne fra deres bopladser" - ord som sandsynligvis er blevet misforstået. Senere i værket beskrev Jordanes nemlig deres etymologi, som han forbandt med sumpe i Sortehavsegnene. Moderne sprogforskere læser da også indledningen sådan, at Jordanes beskrev en begivenhed i sin egen samtid - sandsynligvis de nyheder om den herulske delegation til Skandinavien, som cirkulerede i Byzans/Constatinopel 548-553, hvor både Procopios og Jordanes skrev deres værker i de år. Folkevandringstidens folkenavne skifter hele tiden i kildematerialet, bl.a. fordi mange konstellationer skyldtes, at især halvnomaderne fulgte en succesrig leder uanset slægtsskab og stamme. Sandsynligvis opstod herulerne som folk i det 3. århundrede e.Kr. ved østbredden af floden Dnepr som en blanding mellem germanske stammer og mindre elementer af sarmatisk/alanske nomader og bosporanere, hvor sproget syntes at blive gotisk/østgermansk. Mange af disse germanere var antageligt østgermanske gotere. På samme tid dukkede en gruppe op i det nordfrisiske område - vestherulerne. Navneforbindelsen behøver blot at betyde, at folkegrupperne f.eks. havde det kongelige dynasti til fælles. Ingen af folkene blev nævnt af Ptolemeus omkring 150 e.Kr., men mistanken er faldet på de to ældre folkenavne, harii og haruder, som følge af ligheder i navne og karakter. Under alle omstændigheder er herulernes oprindelse uafklaret, og det samme gælder i øvrigt goternes oprindelse, som arkæologerne i dag knytter til det polske Vistula-område - ikke Skandinavien. 1.1.2. Herulernes vandringer Første omtale af østherulerne var i 267-69, hvor de ved hjælp af bosporanernes flåde plyndrede Grækenland og Lilleasiens kyst som sørøvere sammen med goterne. Mest spektakulær var plyndringen af Athen, hvorfra kilderne stammer, men også lederen Naulobates' nederlag til kejser Gallianus ved Thessaloniki omtales. Naulobates blev romersk "consular insignia", så teoretisk kan de vestherulere, som man første gang hører om i 286, være hans omplacerede romerske lejesoldater. Ifølge Jordanes led østherulernes konge, Alaric, senere nederlag til den gotiske sagnkonge, Ermaneric. Fra omkring 375 deltog herulerne sammen med mange andre østgermanske og sarmatiske folk i hunnernes togt gennem Europa. Efter Attilas nederlag og død gjorde hovedparten af de østgermanske folk - dog ikke østgoterne - i 454 ved Nedao oprør mod Attilas sønner, så næsten alle hunner blev fordrevet til Sortehavsegnene. De østgermanske og sarmatiske folk etablerede nu nye kongeriger på nordsiden af Donau, mens østgoterne søgte ind på romersk område i Sydpannonien. Der er ingen grund til at diskutere nøjagtige grænser, da disse rytternomader ikke var bundet af det lokale landbrug. I årtier lå goterne i krig med deres tidligere fæller, hvor det bl.a. i 468 lykkedes dem at udslette scirierne. Østherulerne dannede et stærkt kongerige i Moravia (Mähren) og Marchfeld (ved Brno og Wien) ved at undertrykke og brandskatte alle naboer - incl. longobarderne. Vestherulerne - og fra 454 også østherulerne - var frygtede som romerske lejesoldater og i nogle tilfælde også som sørøvere. De romerske historikere omtaler dem som letbenede og letbevæbnede infanterister, men det var primært vestherulerne, da østherulerne også var blevet ryttere som de østgotere og hunner, de fulgte. Herulerne skal have været den dominerende gruppe lejesoldater bag den østgermanske gardarofficer Odoaker, da denne afsatte den sidste vestromerske kejser i 476 og blev udråbt til konge af Italien - af sine egne germanske soldater. Han brugte bl.a. titlen Rex Herulicus. Selv var Odoaker en Sciri-prins med en thyringsk far. Fra den tid stammer den rige fyrstegrav i Blucina, som antages at være en herulsk kongegrav - med store lighedspunkter med frankerkongen Childerics grav i Tournais - Odoakers allierede. Begge konger var antageligt tidligere romerske foederati. Senere indgik den østgotiske konge, Theodoric, aftale med den østromerske kejser om at fjerne Odoaker. Theodoric var selv opvokset i Konstantinopel og var ariansk kristen. Han belejrede Odoakers Ravenna i flere år, og myrdede ved fredsslutningen i 493 Odoaker ved egen hånd. Odoakers herulske lejesoldater må være draget tilbage til Mähren, hvor Theodoric et årti senere udråbte deres konge til sin våbensøn. Herulerne synes altså nu at have et underordnet forhold til Theodoric, som samtidig opfordrede heruler, thüringer og varni til at indgå en alliance mod frankerne. Vore kilder til herulerne består af spredte brudstykker, da de ikke havde egne historikere. En undtagelse er historikeren Procopios, der som sekretær og juridisk rådgiver for den øverste østromerske feltherre må have kendt de herulske lejesoldatofficerer personligt. Han ofrede 2 kapitler på herulerne i sit værk om de gotiske krige - et værk som han afsluttede i 553. Han fortalte, at herulerne "overgik de omgivende folk i antal og styrke", men på grund af overmod og negligering af sine guder led deres konge, Hrodolphos, et voldsomt nederlag til longobarderne, hvor han selv blev dræbt. Nederlaget, som dateres til 508 eller 509, kendes også fra langt senere longobardiske kilder i en mere anekdotisk form. 1.1.3. Kongeslægtens ankomst til Norden Ifølge Procopios vandrede mange af den herulske kongeslægt med en del af folket til den Skandinaviske Halvø, hvor de først kom til Varnerne, som boede i Elb-/Mecklenburg-området. De kom til den skandinaviske Halvø over havet og passerede danernes "nationer" uden kamp. Ved ankomsten "dengang" slog de sig ned hos eller nær ved göterne ("Gautoi"). Når Jordanes' danske fordrivelse af herulerne nu erkendes at beskrive en samtidig begivenhed i 500-tallet, bliver hans oplysning samtidig en uafhængig bekræftelse af Procopios' beretning om herulernes tilstedeværelse i Norden. Vi skal være varsomme med brugen af Jordanes' og Procopios' udtalelser, da de ikke kunne overskue nordeuropæisk geografi, og da deres kildemateriale omkring begivenheder 40 år før deres egen tid kunne være tilfældigt og ukritisk behandlet. De havde selv forskellige motiver til at beskrive herulernes ankomst, så deres vægt på oplysningerne kan tolkes sådan, at herulerne først slog sig ned mellem daner og göter, hvorfra de siden blev fordrevet mod nord af danerne - altså to etaper, som også bekræftes af Procopios' anvendelse af udtrykket "dengang". 1.1.4. Herulerne i Illyrien Deres tilbageblevne fæller vandrede rundt, indtil de i 512 fik asyl ved Beograd i det østromerske Illyrien. De blev senere vigtige østromerske lejesoldater i Justinians hær mod at overgå til kristendommen. Under ledelse af Mundus hjalp de Justinian ved Nika-opstanden i Konstantinopel, som førte til genopførelsen af den nuværende Hagia Sofia-kirke i 537. Procopius fremhæver flere herulske officerer, herunder især Phara, som bl.a. havde en hovedrolle i nedkæmpelsen af Vandalerne, og Suartuas. Procopios skrev, at disse herulere i 548 sendte en deputation afsted efter en ny konge. De fandt ham i Norden, "hvor deres kongefamilie havde talrige medlemmer". De vendte tilbage med Datius, Aordus og 200 unge krigere og forjog Justinians kandidat, Suartuas, som i stedet blev kommandant i Konstantinopel. Det er klart, at denne historie var velkendt i Konstantinopel 548-553 som "hot news". I 551 afsluttede Jordanes sit værk i Byzans og i 553 afsluttede Procopios sit værk samme sted - dvs. at 2 uafhængige kilder inden for 5 år efter deputationen begge for første gang berettede om heruler og daner i Norden - begge folk i kombination. En lille hentydning ville blive forstået og de kunne ikke lyve om facts, hvis deres værker skulle anses for seriøse - de kunne kun udelade ubelejlige facts. Denne samtidige fortælling er helt afgørende for vurderingen af sikkerheden i vore oplysninger om herulerne i Skandinavien - både rejsen dertil og deres oprindelse. Procopios havde fra sin position tæt på det byzantinske hof direkte adgang til oplysninger fra herulske lejesoldater netop tilbagevendt fra Norden 38 år efter deres oprindelige ankomst. Han fortalte også, at de var blevet kraftigt forsinket, fordi deres første kandidat døde på tilbagevejen hos danerne - dvs. at de nu boede langt nord for danerne. Han præciserede endda, at han selv havde udspurgt øjenvidner derfra i forbindelse med midnatssolen. Desværre nævnte han intet om herulernes succes eller fiasko i de første 38 år i Norden, da hans politiske formål var at stemple den nye hedenske konge og hans tilhængere blandt de illyriske herulere som barbariske, uregerlige og utilregnelige, fordi de forkastede Justinians kongskandidat. I denne svada af skældsord antydede han også, at de var homoseksuelle, hvilket i dag giver dem en rolle i sådanne sammenhænge, som det historiske grundlag næppe kan bære. I relation til antallet af herulere, som drog til Norden med kongeslægten, er det værd at bemærke, at den illyriske gruppe udgjorde et væsentligt element i den østromerske hær trods en massakre på folket i Illyrien. Procopios opgjorde dem omkring 548 til 3000 i Datius hær og til 1.500 i romersk tjeneste, som i 553 var steget til 3000. Datius' stilling i opposition til Justinian var håbløs, og han blev snart fordrevet til gepiderne nord for Donau. Begge folk blev i 567 udslettet af romere og avarer. Hrodolphus datter, Silinga, blev gift med den longobardiske kong Wacho, og hendes søn, Valthari, blev longobardisk konge. Han døde ung, så det eneste herulske dynasti, som man hører om senere i Sydeuropa, var en gren af Pharas slægt, som indgik i bayernes Agilofingi-dynasti i Sydtyskland. 1.2. Nordiske forbindelser før 509 Kongefamiliens vandring til Norden var ikke nogen tilfældighed, idet herulerne havde haft en tæt kontakt til Norden, som intet havde med deres oprindelse at gøre. Herulernes kontakt kan deles op i flere faser baseret på arkæologi kombineret med historie: 1.2.1. Østherulerne 375-454 (Fase A1) Levn fra af hunniske offerritualer i Sösdala indikerer, at en gruppe af hunniske rytter og deres østgermanske følgesvende (f.eks. heruler og goter) opererede på den Skandinaviske halvø i første halvdel af 400-tallet før og under Attilas felttog - måske for at hverve nordboer felttoget. Da samme type hesteudstyr er fundet i stort tal i de skandinaviske krigsbytteofre i Finnestorps og Vännebos moser, er nogle af disse ryttere sandsynligvis blevet dræbt, da de forsøgte at trænge ind i Vestergötland. Karakter og antal tyder ikke på, at der er tale om hjemvendte lejesoldater. Lotte Hedeager har beskrevet disse spor som resultat af en generel hunnisk strategi, hvor de i en periode først i 400-tallet under deres raid placerede faste støttepunkter spredt over Nordeuropa. På denne måde fik hunnerne stor indflydelse på den nordiske religion. 1.2.2. Østherulerne 454-509 (Fase A2) Efter at herulerne etablerede deres kongerige i Moravia omkring 454 e.Kr. indikerer adskillige arkæologiske fund en fortsættelse af den hunniske forbindelse mellem de østgermanske folk i Sydøsteuropa og Skandinavien - f.eks. til Skåne, Bornholm, Finnestorp og Högom i Østskandinavien og til Evebø og Snartemo på den vestnorske kyst. Det gælder f.eks. hunnisk/østgermanske sadler og piletyper. En særlig sølvsværdknop med dyrehoveder i Skandinavisk Stil I, som sydpå kun findes identisk i den omtalte herulske fyrstegrav i Blucina, Moravia, og noget anderledes i Childerichs grav i Tournais, genfindes som type i grave og krigsbytteofre i Skandinavien langs handelsruten. Mere generelt blev fiblerne i Østersø-regionen påvirket af østgermanske stilelementer som rosetter og runde hoveder med tre knopper, hvorimod halvrunde typer med flere knopper som allemannernes og frankernes ikke nåede Norden. Til venstre ses den treknoppede, halvrunde karvsnitsfibel med rosetter fra Sokolnice nær Blucina (450-475). Hyppig i Mähren og 3 eks. på Bornholm. Lokale efterligninger bredte sig i Østersø-regionen. Til højre ses frisen på Theodoriks mausoleum, et remtøjsbeslag fra Finnestorp og den nordiske Gummarp-fibel. Specielt høvdingen i en høj i Högom i Nordland havde nær forbindelse med de hunniske og østgermanske folk. Det var denne region som Jordanes priste for sit eksklusive pelsværk, der synes at have været en af Skandinaviens vigtigste eksportartikler på den tid. Sandsynligvis var han en del af et netværk af høvdinge ved handelsruten langs begge sider af den Skandinaviske Halvø - en forlængelse af den gamle Ravrute fra Carnuntum - et netværk, som i særlig grad synes at have brugt CIIa1-brakteaten. Högom-dynastiet synes at forsvinde fra Nordland omkring år 500. Antageligt brugte herulerne deres viden fra de tidligere hunniske raids og besluttede at kontrollere Ravruten gennem den Mähriske Port i Karpaterne, da de etablerede deres nye kongerige - snarere ved beskatning af handelen end som købmænd. Det var netop sådan, de ifølge Procopios behandlede deres naboer. Antageligt drog nogle af dem også mod nord for at sondere mulighederne og træffe aftaler om handel og beskyttelse eller plyndre - eller som lejesoldater i skandinavisk tjeneste. Vi kan derfor heller ikke udelukke, at en lille gruppe heruler eller andre hunniske allierede blev boende i Blekinge/Värend senere i 400-tallet. Man skal stadig være opmærksom på den blanding af folkevandringsfolkene, som blev nævnt indledningsvis, og som gør det næsten umuligt at identificere dem arkæologisk i forhold til de andre østgermanske folk i hunnernes følge. Antageligt har befolkningen i herulernes kongerige udover heruler bestået af bl.a. sarmatiske alaner, hunner, thüringer, scirier og den tidligere befolkning af sveber. Goter og rugier kan også have deltaget, men deres egne dynastier var på krigsfod med herulerne og de øvrige østgermanske folk frem til et tidspunkt efter 493, så man må gå ud fra, at herulerne har søgt at blokere for goternes og rugiernes adgang til handelsruten gennem den Mähriske Port. Derfor er det mest sandsynligt, at det er det herulske dynastis tilhængere, som har stået for den nordiske forbindelse i den periode. Østgoterne var i den periode pressede af deres østgermanske naboer og af vestromerne. Da østgoterne senere steg i betydning i forhold til herulerne, fik de nok at koncentrere sig om i Italien og var blev ariansk kristne. De havde næppe grund til at slå sig ned i Skandinavien før deres nederlag til Justinian omkring 550. Arkæologien kan ikke fortælle med sikkerhed om stilen og genstandene var bragt til Norden af heruler, hunner, nordboer eller handel, men historien kan fortælle os, at herulerne kontrollerede nøgleområdet på den rute, langs hvilken spredningen fandt sted - hvilket på den ene eller anden måde har givet den kontakt mod nord, som forklarer deres forventninger og de senere begivenheder. Den udflydende arkæologiske profil og den manglende herulske historieskrivning har fået nogle forskere til at spekulere i, om de blot var et krigerband - herunder Alvar Ellegaard. Det må imidlertid skyldes et mangelfuldt studie af bl.a. Procopios' tekst, da det klart fremgår, at de var et typisk folkevandringsfolk med kvinder, børn, eget dynasti, egne guder og egne skikke, som holdt sammen i 300 år. 1.2.3. Vestherulerne 286-509 (Fase B) Som en mere eller mindre uafhængig parallel hærgede vestherulere bosiddende på den nordfrisiske kyst sandsynligvis de sydvestlige skandinaviske kyster, som de ifølge kilderne gjorde i Gallien i 409 og i Spanien i 450'erne. Disse heruler havde fungeret som romerske lejesoldater - fortrinsvis i England i det 4 århundrede - men efter tilbagetrækningen fra England og den senere opløsning af det vestromerske kejserrige i 476 måtte lejesoldaterne finde andre indkomstkilder. De blev sidste gang nævnt i de historiske kilder i 478. Det er nærliggende at antage, at det bl.a. var dem, som britterne kaldte til assistance i 448. Senere drog flere af dem tilbage til England med deres angliske og saxiske naboer. Andre drog antageligt mod nord til de nye skandinaviske kongedømmer som militære rådgivere og lejesoldater. Der er imidlertid her tale om hypoteser, som vil blive behandlet nedenfor. Denne skjoldbemaling kendes fra de vestherulske lejesoldater i den italienske infanterienhed "Herules Seniores". Den er gengivet i middelalderlige kopier af Notitia Dignitatum fra først i 400-tallet, så overleveringen er behæftet med usikkerhed. Vi ved ikke hvilken symbolik, der ligger bag cirkelmønstret. Cirklen var et solsymbol i soldaternes Mithras-dyrkelse, som bl.a. fandt sted i templer langs Hadrians mur i England, hvor vestherulerne var udstationeret sammen med bataverne. Det vides ikke, om østherulerne benyttede tilsvarende våbenbemaling, men cirkler og halvcirkler synes at forekomme i symbolikken på de genstande, man finder i deres spor. 1.3. Konklusion omkring historien De nordiske forbindelser er arkæologiske indikationer, som her først og fremmest fremføres som forklaring på, hvorfor de heruler, som ikke ønskede asyl hos de østromersk eller gotisk kristne, drog mod nord med den hedenske kongeslægt. Forklaringen støtter Jordanes' og Procopios' samtidige uafhængige andenhåndsberetninger om herulernes tilstedeværelse i Norden i 500-tallet. Det fører til den enkle konklusion: Der er næppe nogen tvivl om, at en gruppe fremtrædende herulere med deres følge slog sig ned et eller andet sted på den Skandinaviske Halvø omkring 510 e.Kr. Det åbne spørgsmål er: Hvor, hvordan og hvor mange? Som historiker har den ledende ekspert i herulerne, professor Andreas Schwarcz fra Wiens Universitet, bekræftet denne endelige konklusion. Han antager, at de blev integreret i et eller flere nordiske folk, men overlader dette spørgsmål til arkæologien eller spekulationer omkring nordisk literatur. Hvordan kunne dette markante og frygtede krigerfolks ledende dynasti forsvinde sporløst i skandinavisk arkæologi og sagnhistorie? Dette er et af de mange negligerede spørgsmål, som konklusionen fører frem til. Index 2. Herulernes bosættelse i Norden 2.1. Åke Hyenstrands 5 spørgsmål Nordiske historikere og arkæologer har - med enkelte undtagelser - ignoreret herulernes "tilbagevenden" og alene interesseret sig for deres "nordiske oprindelse", selv om det alene er deres ankomst i 500-tallet, som er historisk dokumenteret. I stedet er den markante kulturudvikling sidst i folkevandringstiden (især i Sverige) blevet tilskrevet en intern nordisk udvikling - til trods for dens umiskendeligt internationale præg. I nyere tid er det først og fremmest Birgit Arrhenius, som har påpeget den klare østgermanske påvirkningen af stilen i Vendeltidens start, der antageligt fik Åke Hyenstrand til at stille sine 5 spørgsmål om herulerne i 1996 (begge professorer i arkæologi ved Stockholms Universitet): Vilka samband finns - Mellan heruler och svear? - Mellan herulerne och gudakungen Erik? - Mellan heruler och den maktelit som senere framträder som jarler? - Mellan heruler och båtgravfälten? - Mellan heruler och runskriften? Senere har Lotte Hedeager (professor i arkæologi ved Oslo Universitet) i 2011 præsenteret sin hypotese om, at hunnerne i en kort periode i begyndelsen af 400-tallet etablerede faste støttepunkter i Norden og fik en kraftig indflydelse på nordisk kosmologi og ikonografi - hvilket ikke er i konflikt med nærværende artikel. Tværtimod bekræfter hun, at de skandinaviske arkæologer har negligeret en stærk sydøsteuropæisk indflydelse på Skandinavien i de turbulente år, og at de nomadiske folk kun efterlader få direkte spor. Hvis hendes hypoteser om hunnerne anses for at være for vidtrækkende vil den historisk bekræftede tilstedeværelse af deres herulske følgesvende kunne forklare hendes observationer. Spørgsmålene om de nordiske hypoteser, som Hyenstrand her indikerede, kan naturligvis ikke besvares endegyldigt, men de er ikke til at komme udenom, hvis man vil redegøre for udviklingen i Norden i denne omvæltningsperiode, som førte til Vendelkulturen. Hyenstrand fandt selv tanken nærliggende, men der er øjensynligt aldrig offentliggjort besvarelser heraf. Efterfølgende vil spørgsmålene blive søgt besvaret så godt som muligt - dog i en lidt anden rækkefølge. Derefter vil spørgsmålet om, hvor herulerne bosatte sig, blive besvaret i form af det mest sandsynlige scenarie. 2.1.1. Heruler og runeskrift? 2.1.1.1. De første runer Den første runeindskrift, "HarjaR", fra 160 e.Kr. er på en nordtysk kam i det vestfynske krigsbytteoffer fra Viemose, men ellers er hovedparten af runerne i romersk jernalder frem til 375 e.kr koncentreret om Sydvestfyn, Østsjælland og Sydvestnorge, hvis man bortser fra de jyske krigsbytteofre, som jo er af fremmed oprindelse. Billedet peger derfor i højere grad på den sydvestlige del af den kultur, som forbandt Himlingøje på Østsjælland, Avaldsnes i Vestnorge og Badelunda ved Mälaren. Der er derimod ingen runefund i den tids herulske områder, bortset måske fra et enkelt i Moldavia, så der er intet grundlag for at hævde, at runerne har en herulsk oprindelse. 2.1.1.2. ErilaR-indskrifterne Vendt mod de sydvestlige kyster i Danmark, Norge og Sverige er der fra perioden 450-550 fundet 9 runeindskrifter med "ek erilaR" - "jeg erilen". Det er med denne udbredelse sandsynligt, at disse indskrifter har tilknytning til vestherulerne, hvis de har med herulerne at gøre. Oprindeligt var der ingen tvivl om, at "erilaR" simpelthen betød "herul". Siden blev det modsagt af dogmatiske sprogforskere, som dog var enige i, at Erilar sandsynligvis er blevet til "jarl". Forkastelsen af forbindelsen mellem herul og erilaR er ifølge den russiske runeforsker Makaev sket på forkert grundlag, da overførsel af navne mellem sproggrupper ikke følger de gængse sproglige udviklingsregler. Sprogligt er "the missing link" da også fundet i herulernes gamle kongerige i Østrig i form af bynavnet "Herilungoburg" fra 832 og "Herilungowelde". Runologerne har tolket ErilaR som runemester, men selve begrebet jarl er nok mere sandsynligt, når man tager herulernes militære rolle og kvalifikationer i betragtning. 2.1.1.3. Märingerne og Rökstenen Fra 400-tallet findes der 2 runeindskrifter i Donau-landene, hvor østherulerne opererede. I alt 6 runeindskrifter har været knyttet til goterne på grund af s-endelsen eller lighed med ord hos Wulfila, men da herulsk sprog antageligt har været en form for gotisk, og da goterne havde udviklet et helt andet alfabet, er herulske eller nordiske runemestre den mest nærliggende forklaring. Pietrossa-ringen omtaler goterne, men det udelukker ikke, at den er en gave eller udført af en herul eller snarere en nordbo. Det andet fund - et spænde i Pannonien nær March-flodens munding - har indskriften "Marings". Simpel navngivningslogik tilsiger, at mæringerne må være herulerne, der havde kongerige i Mähren, som havde fået sit navn fra Marchfloden - en flod, som allerede Tacitus kaldte Mar(us). Navnet betyder ligesom Jordanes' "Eloi" marskområder, og svarer i denne betydning til det senere slaviske Morava/Moravia. Marings kan kombineres med det oldengelske digt "Deor", som fortæller: "Theodoric holdt i 30 år Mæringa Burg", som må være borgen i Ravenna. Det har ført til, at mæringer er blevet tolket som goter, selv om man ikke kunne forklare, hvor udtrykket skulle komme fra. Også her forekommer tolkningen "heruler" logisk, da det var dem, der var belejret i borgen i 2 år sammen med Odoaker, før Theodorik kom til. Denne tolkning af Mæringer bliver samtidig en nøgle til tolkningen af den østgøtiske Röksten , som ifølge Riksantikvarämbetets officielle oversættelse omtaler Theodoric som "søkrigernes høvding", hvad goterne ikke var, og "den første af Märinger". Ser man på strofen før den indskudte strofe om Theodoric kan denne besvares med herulerkongen Hrodolphus, som for 9 slægtled siden blev udnævnt til våbensøn under Theodoriks beskyttelse. Dermed får de to titler pludselig mening, da herulerne både havde været mähringer og søkrigere. Samtidig giver den næste indskudte strofe mellem de nummererede gåder os 8 navne, som sammen med risteren Varin udgør de 9 slægtled, der må være stenens 9 manglende gåder. Den første far i navnerækken hedder Radulf - altså Procopios' græsksprogede Hrodolphus - og dermed er ringen sluttet. Navnekombinationerne harmonerer på kryds og tværs. Varin førte simpelthen i de første nummererede gåder sin slægt tilbage til heltekongen Theodorics våbensøn og den kongeslægt, som rejste til Norden - et helt traditionelt element på en mindesten for en død søn - og opbygget i overensstemmelse med den kultur, som få årtier forinden var vokset op ved Karl den Store hof. Det skal bemærkes at tolkningen af Rökstenen stadig diskuteres ivrigt mellem runologerne. Brikkerne i puslespillet har været lagt forkert med det resultat, at man ikke kunne forklare navne og sammenhænge nogen af stederne. Da østherulerne holdt til ved Mar(us)-floden har de i vest fået tilnavnet maringi/mähringer for at adskille dem fra deres vestherulske navnefæller, som i Norden var kendt som erilaR. I Norden tyder navne- og sagamateriale desuden på, at de er blevet forvekslet med de hunner, som de havde fulgt. 2.1.1.4. Blekingestenene De 3 Lister-runesten samt Björketorp-stenen i Blekinge har traditionelt været sat i forbindelse med herulerne. De er fra overgangsperioden mellem 24- og 16-tegns futharken, og dateres derfor til perioden 500-700 e.Kr. Forbindelsen til herulerne bygger primært på kombinationen af de gentagne navne Hariwulf - Hathuwulf - Heruwulf. Det giver ikke samme sikkerhed på Rökstenen, men kombinerer man med Rökstenen giver Gummarp-stenens "satte stave 3 fff" en forklaring på et tegn på Rökstenen, som runologerne ikke kan forklare, selv om de er enige om, at det bør være et "th" - dvs. 3,3 i cifferkode. Tegnet er imidlertid sammensat af fff og spejlvendt fff, som giver 3-3. "fff" må være en religiøs formel, som sikkert skal ses i sammenhæng med, at "f" er det første tegn i futharken - og den er altså fælles mellem Blekingestenene og Rökstenen. 2.1.1.5. Runerne i øvrigt efter 509 Efter herulernes ankomst til Norden ændredes spredningsmønstret således at runerne bredte sig i Norden, England, Frisien og nord for den øverste Donau, hvilket svarer til de områder, hvor øst- og vestherulske dynastier synes at have etableret sig efter nederlagene i Sydøsteuropa og angelsaksernes vandring til England. 2.1.1.7. Svar Ovennævnte må føre til den konklusion, at der ikke er grundlag for at tro, at herulerne opfandt runerne, men at meget tyder på, at herulerne senere blev brugere og spredere af runerne i den periode, hvor alfabetet ændredes. 2.1.2. Heruler og jarler? 2.1.2.2. Niels Lukman og Barði Guðmundsson Den danske universitetslektor, Niels Lukman, videreudviklede i sin doktordisputats i 1943 teorien om, at herulerne blev jarler i de danske kongeriger, og at det var deres slægter, som bragte de mange central- og sydøsteuropæiske sagn til Norden. Han skrev på tysk under den tyske besættelse, hvilket ikke var befordrende for hans teori i efterkrigstiden. Den blev dog støttet af den islandske rigsantikvar Barði Guðmundsson i 1959, som satte overførslen af sagnene til det islandske sagamateriale i forbindelse med østskandinaviske bosættere på Vestisland. Siden har ingen beskæftiget sig med disse teorier, da folkloreforskere ikke mener, at sagn kan huskes så langt tilbage. Nu er der jo netop tale om forvanskede fragmenter, så argumentet holder næppe til andet end at afvise dem som historisk kildemateriale. Sagnhukommelsen skal dog ikke diskuteres her. 2.1.2.2. En sandsynlig forklaring Uanset pålidelighed i sagn eller ej må det være en realitet, at de vestherulske officerer og lejesoldater, som blev arbejdsløse efter romernes tilbagestrækning fra England og det senere vestromerske kollaps, skulle finde andre indtægtskilder. I 409 og 450'erne var det bl.a. vikingetogter mod Spanien, men skibene har antageligt i højere grad bragt dem den kortere vej mod nord. På den tid voksede de nordiske kongeriger frem, og her har der været et marked for de erfarne herulske officerer som militære rådgivere og hærførere, som de næppe har undladt at udnytte, hvis de ikke drog med angler og saxer tilbage til England, hvor de havde fungeret som lejesoldater. "Ek erilaR"-indskrifterne skal vi antageligt se som deres "visitkort". Deres rolle førte til begreberne jarl i Norden - svarende til eorl i England - og var antageligt med til at etablere forbindelse mellem disse områder. Efter Odoakers nederlag har østherulske lejesoldater sikkert også fulgt handelsruten mod nord og indgået i samme rolle som deres fæller. Et eksempel på denne rolletype i sagamaterialet kan være Starkad-figuren - en germaner i Rom hed endda Sterkedius. I Uppland opstod øjensynligt i Vendeltiden en mere formaliseret jarlestruktur - symboliseret ved ringsværd efter frankisk mønster og guldringe, som det ses på hjelmpladematricen fra Thorslunda ovenfor. 2.1.2.3. Svar Det er særdeles sandsynligt, at jarletitlen har en baggrund i herulske officerer - endda uden at anvende den sproglige sammenhæng som argument - men der er ingen egentlig dokumentation herfor. 2.1.3. Heruler og svear? 2.1.3.1. Den generelle udvikling i Norden i 400-/500-tallet I første halvdel af 400-tallet dukkede guldbrakteaterne op, hvor nogle af C-brakteaterne synes knyttet til Odin-kulten. Samtidig ophørte ofringerne i moserne, og gravskikkene ændredes til fladmarksgrave for hovedpartens vedkommende. Det kunne tyde på en religionsændring, hvor den germanske Wothen-figur gennem de næste hundrede år bredte sig sydvestfra og blev til den nordiske gud Odin. I 500-tallet syntes nye større kongeriger at dukke op - herunder blev danerne for første gang omtalt sydpå. Militærudstyret blev mere ensartet og udskiftedes samtidig i hurtigere takt. Gravhøje var i enkelte tilfælde blevet brugt i Norge og Högom, men nu opstod de store kongshøje i Sverige - med Uppsalahøjene som de største. Lejre syntes at opstå i 500-tallet som en mindre kopi af Uppsala, således at danernes største kendte centrer blev Uppåkre, Lejre og måske Gudme. Bådgravene begyndte i 500-tallets anden del - særligt i Uppland, hvor de syntes knyttet til en form for vassal- eller jarle-struktur. De repræsenterer Vendelkulturen, hvor Uppland udviklede sig til Nordens kraftcenter. I denne periode indtraf også en klimakatastrofe i Europa med de 3 mørke år 536-38 efterfulgt af "Justinians' byldepest" - hvor især den første periodes nordiske hungersnød kan have svækket dynastier knyttet til fiaskoramte frugtbarhedsguder i forhold til odinistiske krigerdynastier som herulernes. Arkæologien peger på, at der var en forbindelse mellem Vendelkulturen, det angliske England, Sydtyskland og Lombardiet, herunder hjelmblikmotiver, dyrestil II og runer (runer dog ikke i Lombardiet). Det svarer til de steder, hvor der kan have siddet herulske dynastier tilbage ude i Europa, så udbredelsen tyder i alt fald på en dynastisk forbindelse - via slægts- og ægteskab. Derimod var den egentlige militærudrustning mere international. 2.1.3.2. Blekinge/Värend - Ankomststedet? Som nævnt kom herulerne til den skandinaviske halvø fra varnerne. Antageligt fik de her hos deres allierede sejllejlighed direkte til den skandinaviske halvø, hvor omtalen og arkæologien kunne tyde på, at de landede i Østskåne eller Blekinge uden at komme i kamp mod danerne i Skåne. Teksten skal måske forstås sådan, at man sejlede forbi danerne. Ser man på kombinationen Jordanes/Procopios tyder det på, at de først slog sig ned i Blekinge/Värend mellem daner og göter - noget allerede von Friesen påpegede. Udover mange østgermanske fund i hele området er det nok først og fremmest de omtalte Blekingesten og periodens første bådgrav, man har peget på. Vigtigere er dog stenen på Inglingehög ved Thorsjö, hvis ornamentik svarer til de østgermanske fibler og Sösdala-beslaget fra Vennebo i den tidligere viste illustration, og hvis symbolik måske peger mod den store stenblok på Theodoriks mausoleum. En tilsvarende sten er fundet i en høj i det herulsk beslægtede Högom, men uden ornamentik. Stenhuggerarbejdet i den hårde sten er næppe udført af nordboer, da man intet tilsvarende har fra den tid i Norden (de gotlandske sten er af et andet materiale). Nær dette sted ligger i øvrigt Odinsjö ved det sagnomspundne Blotberg med 12 jernaldergravhøje. Det er således muligt, at herulerne har gjort holdt her, men der har næppe været meget at leve af for dem, da de ikke var landbrugere. Efter deres livsform sydpå, må man forvente, at de begyndte at plyndre danerne i Skåne og göterne. Et nederlag til göterne kan være årsagen til Sjörup-stilen i Finnestorp. Plyndringerne kan også have provokeret danerne til at gå sammen i en ny alliance og fordrive herulerne, så de blev kendt sydpå. En sådan begivenhed hos danerne afspejles endda både i Beowulf, Widsith, Snorre og Saxo - omend med sammenblanding af det fjerne navnestof. Den endelige bosættelse skal man lede efter nord for danerne, hvor udviklingen peger på et markant østgermansk folks ankomst først i 500-tallet - og ikke mindst et sted, som kunne generere tilstrækkelige indtægter til et sådant krigerfolk, der ifølge Procopios havde levet af plyndring og beskyttelsespenge. 2.1.3.3. Norge, Götaland og øerne Den norske vestkyst kunne have været et mål på grund af forbindelserne i 400-tallet, men disse relativt små samfund blomstrede allerede i 400-tallet, og der ses ingen markant ekspansion først i 500-tallet, som peger på herulernes ankomst her. Vestergötland blomstrede ligeledes allerede i 400-tallet med rige guldfund og store halskraver. De fund, der peger mod østgermanere er depotfund/krigsbytteofre, som tyder på, at man var i stand til at holde andre ude, fordi slettefolkene som fortalt af Jordanes var vant til at leve under konstant pres udefra. Området fik ligesom Gudme-egnen sydforbindelse til Sortehavsegnene i germansk jernalder, og Finnestorp-ofrene har klar østgermansk forbindelse, men kulturen synes at være lokal - selv om herulske jarler kan have deltaget i udviklingen i en senere fase. Sparlösa-stenen forsøges nu dateret til 500-tallet af nogle forskere, men denne tolkning er næppe holdbar, da runetekst, hus og skib peger mod sidst i 700-tallet, så stenen kan ikke benyttes som bevis på en tidlig datering af et samfund. Heller ikke i Halland eller Østergötland kender vi centrer, som peger på et så markant folks ankomst, og selv om Rökstenen står i Østergøtland, kan det blot skyldes, at en gren af herulernes kongeslægt er flyttet hertil en gang i løbet af de efterfølgende 300 år - Sparlösa-stenen antyder jo faktisk en sådan flytning fra Uppsala. Også på Øland blev de imponerende stenborge rejst i 400-tallet - svarende til ovennævnte udvikling. Hvis borgene havde noget med herulerne at gøre, er de snarere blevet provokeret frem af de hunniske og herulske ryttergrupper i 400-tallet. Desuden fortalte Procopios, at herulerne forblev i Thule (Den Skandinaviske Halvø), og da østherulerne var ryttere, udelukker det øerne. En udvikling omkring år 600 synes snare at skyldes danerne. Alle de nævnte steder kan man have modtaget herulske lejesoldater, eller for den sags skyld gotere, der troede, at det var deres hjemegn. Det kan være en medvirkende årsag til den generelle militære udvikling i 500-tallet. 2.1.3.4. Mälar Dalen Umiddelbart forekommer Mälar-området at være det rigtige sted, når man ser på den generelle udvikling. Uppsala og Vendelkulturen træder som nævnt arkæologisk frem som kraftcentret på den skandinaviske Halvø - en kultur som i begyndelsen var kraftigt østgermansk påvirket med kontakt til områder, hvor de herulske dynastier øjensynligt sad tilbage. Her fremhæver Birgit Arrhenius især skjoldbulen samt et spænde og et beslag fra Vendelbådgrav XIV, som dateres som den første af bådgravene. Identiske genstande er fundet ved Tisza-floden i Rumænien, hvor Datius flygtede til gepiderne. Skjoldbulen er af en typisk Vendeltype fra denne tid, og et yderligere identisk eksemplar er fundet i en grav ved Rhinen, som også indeholdt genstande af gepidisk karakter. Tidssammenhængene kan tyde på, at den hørte til Datius-følget, hvor de overlevende kan være flygtet mod nordvest efter udslettelsen af gepiderne og de illyriske herulere, som var flygninge ved Tisza. Vendel XIV indeholdt i øvrigt en af de kendte paradehjelme af nordisk udførelse, som peger tilbage mod romerske kavalerihjelme fra 400-tallet - altså folk som spillede på og sværmede for en fortid som romerske lejesoldater. Indholdet i og karakteren af Ottarshøjen i Vendel og måske en DNA-prøve i en bådgrav kan tyde på en forbindelse med det østgermansk tilknyttede samfund i Högom, som synes nedlagt først i 500-tallet. Det var imidlertid en brandgrav og den indeholdt en sjælden Basiliscus-mønt fra 476 (Odoakers sejrsår) som ellers stort set kun kendes fra Childerics grav. Måske har kongeslægten mødt deres allierede fra Högom i Uppland. Netop her i Uppland opstod nu et rigdomscenter som følge af skindhandelsruten via Helgö og jernudvindingen i Bergslagen - aktiviteter, hvis indtjeningspotentiale uvægerligt ville tiltrække det herulske krigerfolk. Ser man på selve de 3 kongshøje i Uppsala, dateres de indenfor intervallet 500-625 e.Kr. - altså herulernes etableringsperiode. Den ældste midterhøj er ikke udgravet, men man ved, at det er en brandgrav, som de to andre. Østhøjen indeholder en kvinde og måske også en dreng, som er brændt ved så høje temperaturer, at stort set alt er ødelagt. Blandt fragmenterne fandt man en hjelm til en kvinde eller et barn med et hjelmblik identisk med Sutton Hoo i East Anglia. Det forestiller hornede krigere - antageligt fra det germanske lejesoldatkompani "Cornuti". I graven fandt man imidlertid også to simple kvindelige brugsgenstande, nemlig en sminkepalet og et øskenspejl. Begge stammer fra et sydøsteuropæisk nomadefolk, og spejlet findes i over 100 eksemplarer ved Donau og Sortehavet. Nord for Donau har man kun fundet 2 spejle, nemlig et i Thyringen og eksemplaret i Østhøjen. Østhøjen indeholder derfor efter al sandsynlighed en kvinde af østgermansk/sarmatisk slægt - altså den herulske folkeblanding. Vesthøjen er den yngste, og rummer bl.a. fragtmenter af glas fra Sortehavet, elfenbens-spillebrikker fra Sydøsteuropa og sassanidiske kameer. De nye brandgravsskikke i Mälarregionen er diamentralt modsat herulernes gamle skikke, idet der slet ikke er brandgrave de steder, hvor de opererede i Sydeuropa. Når Procopios kunne fortælle om de hedenske herulere, som brændte deres døde på store bål, må det altså være de hedenske herulere i Norden, han har hørt om. Herulerne må have gennemført en ændring af deres begravelsesskik, da blev integreret i Norden, hvilket kan have forbindelse med de generelle ændringer af begravelsesskikkene i Norden, som konstateres arkæologisk på det tidspunkt. Der eksisterer ingen kendte arkæologiske karakteristika for herulerne i de områder, hvor de levede i Sydøsteuropa - det eneste skulle måske netop være 400-tals gravhøjene i Mähren, som czekkiske arkæologer har sat i forbindelse med Uppsala. Herulerne har været etnisk så sammenblandede og fungeret sammen med så mange folkeslag, at de næppe vil kunne skelnes fra andre østgermanske folkeslag. I betragtning af det begrænsede materiale, som ligbrændingen medfører, må vi derfor nøjes med at konstatere, at der i Uppsala og Vendelkulturen findes alle de arkæologiske spor, man kunne forvente at finde efter et herulsk dynasti med følge, som blev integreret som en minoritet i det lokale folk. Hovedparten af de høje og bådgrave, som er udgravet, er fra mere end 50 år efter de forlod Maehren. Selv om kontakterne efter østgermanernes opløsning sydpå drejede over mod frankerne - eller måske snarere deres hedenske nabofolk - er indholdet i bådgravene stadig af samme karakter som de øvrige rige europæiske fyrstegrave. Man skal være meget lokalpatriotisk - eller fanget af Olof Rudbecks forjættende ideer - for at påstå, at Vendelkulturen hviler på en intern svensk udvikling. Uppsalas opblussen er naturligvis ikke tilstrækkeligt argument i sig selv, da et sådant samfund teoretisk kunne opstå som en reaktion hos et nordisk folk, som kopierede de ankommende herulere. Til gengæld er der ikke fundet andre steder med tilstrækkeligt markante ændringer på det tidspunkt, som kan indikere ankomsten af et så dominerende østgermansk folk - og i den situation burde der ikke være så mange østgermanske spor i Uppsala og bådgravene. Så sent som i det 11. århundrede blev dette center i Uppsala af Adam af Bremen beskrevet som Odin-kultens centrum, hvor Odin, Thor og den gamle vanegud Frej var blevet dyrket side om side. 2.1.3.6. Svar Vendelkulturen kan teoretisk være opstået som en alliance mod det herulske dynasti med støtte fra herulske jarler, så konklusionen baseres på, at der ikke er fundet markante forandringer andre steder, der matcher denne kultur. Det udelukker ikke, at et sådant alternativt sted har eksisteret, selv om det burde være indikeret af gravhøje. Konklusionen om forbindelsen mellem heruler og svear må derfor blive følgende: Den mest sandsynlige forklaring er, at østherulerne slog sig ned i Uppsalaområdet, og at kongeslægten indgik som konger eller jarler i svearnes dynasti. Arkæologien udviser de nødvendige spor af et sådant forløb. 2.1.4. Heruler og bådgravsfelterne? Bådgrave kendes ikke fra herulernes områder sydpå og giver ikke megen mening for østherulernes vedkommende. Bådgrave kendes fra Bornholm i romersk jernalder, og må anses for at være en nordisk udvikling. Bådgravene er derfor næppe et herulsk påfund. Bådgravenes indhold minder til gengæld om de germanske fyrstegrave i Centraleuropa, så denne skik er i Norden blevet kombineret med bådgraven som en blandingsskik. Som nævnt har Birgit Arrhenius peget på en østgermansk forbindelse til den tidlige Vendelkultur - herunder Vendel XIV - hvor bådgravenes spredning synes knyttet til et jarlesystem, som herulerne kendte fra Odoaker og Theodorik. 2.1.4.3. Svar Sammenhængen mellem heruler og bådgravsfelterne bliver derfor en indirekte følge af de tidligere spørgsmål om jarler og svear. 2.1.5. Heruler og guden Erik? 2.1.5.1. Guden Erik Åke Hyenstrands spørgsmål refererer til Rimberts Ansgar-biografi fra sidst i 800-tallet, hvor han omtalte den tidligere afdøde kong Erik, som man overvejede at ophøje til gud. Hyenstrand henviste til kongenavnene Erik, Alrik og Rolf som herulske, men ingen herul er kendt under navnet Erik, og alle tre kongelige navne var alment germansk opbyggede navne. Derfor kan navnet ikke bruges til at identificere heruler, men det er relevant at se mere generelt på forbindelsen mellem forfædreguderne og de hedenske germanske folk, som herulerne - eller det generelle religionsskift, som Lotte Hedeager har omtalt med fokus på hunnerne. 2.1.5.2. Forfædreguder og Aser Procopios fortalte om de illyriske herulere, at disse dyriske barbarer tidligere tilbad en hær af guder og ofrede mennesker til guderne. Jordanes på sin side fortalte, at de vandrende goter oprindeligt - inden de blev arianske kristne - dyrkede deres forfaderhelte som halvguder. Han fortalte, at den gotiske betegnelse for forfædreguder var "ansis", hvilket synes at være baggrunden for runenavnet "ansuZ" og gudenavnet "aser". En af de første forfædre i "Getica" hed Gapt. I de tidlige engelske kongelister fra det 7. århundrede blev Wothen og Geat placeret forrest, hvilket indicerer et tilsvarende sammenfald mellem guderne og de kongelige forfædre. Gapt og Geat var muligvis identiske med det nordiske gudenavn Gaut, som det oldnordiske digt Grimnismål omtalte som et tidligere navn for Odin - asernes hovedgud. Trods omtalen af forfædreguderne fortalte Jordanes også at goternes krigsgud hed Mars, ligesom Procopios fortalte, at hovedguden i Skandinavien var en krigsgud (Ares/Mars). En krigsgud som hovedgud var sandsynligvis Odin. Ifølge Tacitus var de skandinaviske guder tidligere Mercurius, Tyr, Nerthus og Ing. De to sidste guder må have været frugtbarhedsguder fra det gamle samfund af selvstændige bønder - Vanerne. Da krigeraristokratiet opstod skiftede også gudernes betydning. Det nordiske krigeraristokratis hovedgud, Odin, ankom sandsynligvis først som den vestgermanske gud Wothan/Woden i 400-tallet, men han har muligvis lignet en nord- og østgermansk "fætter" Gaut og nogle af hans shamanistiske træk kan sammen med dyrestilen pege i retning af de skytisk/sarmatiske (eller samiske) nomadefolk. Herulerne kan have bragt nogle af hovedgudens elementer med sig, men han eksisterede i Norden, inden deres kongefamilie ankom, som det er præciseret af Lotte Hedeager. Den blandede nordiske gudeverden er hovedsageligt kendt fra den nordiske litteratur og vil blive diskuteret i et senere kapitel, da den ikke kan bruges som argument omkring herulerne. 2.1.5.3. Svar Åbenbart anså germanerne deres kongeslægter som gudernes efterkommere - i det mindste da aserne blev introduceret. De synes at have ophøjet deres helte til guder, som Jordanes og Rimbert fortalte, men de manipulerede også deres kongegenealogier ved at sætte de eksisterende hovedguder foran i genealogierne - måske i forbindelse med ændringen af religionen. Under alle omstændigheder synes udviklingen af den hedenske religion med dens blanding af guder og forfædre at være alment germansk og kan næppe hæftes specielt på herulerne. 2.2. Et muligt scenarie Baseret det mest sandsynlige svar bliver et muligt scenarie, at østherulerne sejlede fra varnerne til Blekinge, hvor de passerede danerne uden kamp. Ved ankomsten slog de sig ned i Blekinge/Värend - evt. omkring Thorsjö/Odinsjö. Da de ikke var landbrugere, og befolkningsunderlaget var tyndt, begyndte de at plyndre og true, som de plejede. Danerne gik derfor sammen og truede med at gøre som longobarderne, hvilket fik dem til at rette øjnene mod svearnes økonomisk/strategiske placering - hvis dette ikke allerede fra starten var et mål. Der er nu to muligheder med samme resultat. Enten tilkaldte sveakongen herulerne som lejesoldater mod andre trusler og indgik en alliance, hvor f.eks. hans søn blev gift med herulerkongens datter - hvorefter herulerne langsom overtog styringen, som Beda berettede om Hengest i England. Alternativt eller efterfølgende gik herulerne og deres fæller fra Högom sammen mod svearne og tog magten. De oprettede en ny struktur med jarler i Tuna-gårdene og sørgede for en effektiv integration af de to folk, hvor bl.a. begravelsesskikke og religion blev harmoniseret. En del af modellen til en velfungerende magtetablering havde de lært af Theodorik 10 år før og af Odoaker, og de havde selv været vant til at tilpasse sig andre folk. Forskellen på herulernes fiasko i Illyrien og en mulig succes i Norden var sandsynligvis kristendommens monoteistiske karakter. Den arianske Theodirik accepterede katolikkerne, men det er åbenlyst, når man læser Procopios, at herulerne i Illyrien ikke kunne accepteres som rigtige kristne. Modsat fortalte Widukind langt senere, at skandinaverne accepterede fremmede guder i deres religion side om side med deres egne guder. Herulernes krigerguder, aserne, blev blandet med svearnes gamle frugtbarhedsguder, Vanerne - en udvikling som længe havde været undervejs. Senere blev Woden og Frej som hos de øvrige germanerfolk sat forrest i den kongelige slægtsrække for at sikre slægtens eneret på tronen - på et tidspunkt endda sådan, at guden Woden/Odin fandt vej ind i fragmenter af deres gamle sagn om kongeslægtens ankomst. På et tidspunkt spredte de deres magt til andre områder - eller flygtede dertil - hvor runestenene i Sparlösa og Rök blev opsat 300 år efter. På samme måde kom Ynglingetal og Ynglingesaga senere til. Vil man sætte flere detaljer på hypotesen, kan man læse Snorres Ynglingesaga samt Frode- og Gylfesagnene. De skal imidlertid læses som litteratur og ikke som historiske kilder - som beskrevet nedenfor. Andre mulige scenarier kan sættes op, som fører til samme resultat. 2.3. Konklusion om bosættelsen i Norden Åke Hyenstrands spørgsmål kunne altså ikke bare besvares uden forbehold, men hovedspørgsmålet om forbindelsen mellem herulerne og svearne førte til den mest sandsynlige forklaring, som også inddirekte gav svar på de øvrige. Svaret er baseret på en kombination af historie og arkæologi uden at bruge de nordiske sagn. Det leder til følgende konklusion om Norden: Der er ingen tvivl om, at den herulske kongeslægt fungerede i Norden i 500-tallet, og at der var nære østherulske forbindelser til Norden i 400-tallet. Den mest sandsynlige forklaring er, at østherulerne slog sig ned i Uppsalaområdet, og at kongeslægten indgik som konger eller jarler i svearnes dynasti. Arkæologien udviser de nødvendige spor af et sådant forløb, men arkæologien vil næppe kunne udgøre et bevis herpå. Det er en gennemgående tese, at udviklingen i Uppsala og Vendel er en intern udvikling, indtil det modsatte er påvist - med en artikel af engelskprofessoren Alvar Ellegård som historisk alibi. Dette er ikke forsvarligt, da man derved risikerer at udelukke den mest sandsynlige forklaring på heruler-spørgsmålet fra de arkæologiske undersøgelser, fordi den knap nok omtales i litteraturen. Index 3. Den nordiske litteratur I Nordeuropa findes en righoldig litteratur om Nordens fortid, men det er fælles for næsten alle disse arbejder, at de er nedskrevet i perioden 1000-1300 e.Kr. - lang tid efter begivenhederne. Derfor kan de aldrig blive betragtet som historiske kilder som sådan, men de indeholder uvurderlig information om vikingekulturen. På Island gengav Snorre Sturlasson i Edda dialogen mellem sveakongen Gylfe og guden Odin, men indledningsvis fortalte han den traditionelle historie om gudernes og kongehusets oprindelse i Troja. Senere fortalte han i stedet efter en rejse til Skandinavien en legende i Ynglingesaga om en konge ved navn Odin og hans "mænd fra Asien", som kom fra Tanais-egnen - ligesom østherulerne selv mente, at de gjorde ifølge Jordanes. Selv om ruten blev beskrevet ud fra middelalderens geografi, ruter og tidsforløb, som med tiden smeltede sammen, er det muligt at genkende dele af historien om herulerne og deres overordnede hunniske kahn, Attila. Den symbolske anfører "Odin" slog sig først ned på et af de utallige steder, der fik navnet "Odinsey" - som lige så godt kan have ligget i Sydsverige som på Fyn. Senere flyttede Odin videre til Sigtuna og fik sit "tempel" i Gylfes nærliggende Uppsala - en bosættelse i to faser ligesom herulernes ovenfor. Her peges der direkte på Uppsala - helt utvetydigt. Indledningsvis omtalte Snorre blandingen af Aser og Vaner - krigernes Wothan-kult og den gamle nordiske frugtbarhedskult, hvor Tacitus' Nerthus og Ing blev til Njord og Frej. Han fortalte også om kong "Odins" ophøjelse til gud, svarende til Jordanes og Rimbert - en helt naturlig proces i religionshistorien. Derefter fortalte han om en vellykket nordisk integrationsproces, herunder indførelsen af ligbrænding (bortset fra Frej - Ynglingenes forfader). I hvor høj grad der er tale om rekonstruktion, eller der har eksisteret fragmenter af et gammelt kongesagn, hvor guderne på traditionel vis var lagt ind forrest, kan vi ikke afgøre i dag. Rabiate forskere har beskyldt Snorre for at opdigte det hele i det 13. århundrede for som kristen at mistænkeliggøre den hedenske religion som euhemeristisk. Sagen er imidlertid, at han ikke behøvede at digte, for den germanske forfædrekult og den romerske kejserkult var euhemeristiske. Tværtimod kendes meget af Snorres stof fra tidligere historikere og kvad. Der er ingen tvivl om, at kilderne bag sagaerne er blevet ændret gennem årene, hvilket islændingene ikke har været i stand til at gennemskue. Snorres gudeverden er f.eks. et fastlåst billede, som kun indirekte afspejler lokale og tidsmæssige forskellige i en dynamisk proces - men sådan er de fleste religiøses forståelse af deres egen religion. Snorre udtalte sig f.eks. om de ændringer i begravelsesskikke i 500-tallet, som arkæologerne afdækker i vor tid - ligesom Beowulf (og Snorre) beskrev 600-tallets vildsvinehjelme, som nu er udgravet. Disse oplysninger kan han næppe have opdigtet, men fået som langt ældre fragmentariske oplysninger. Ej heller kan man i Norden have opdigtet det tydelige østgermanske præg, som findes i mange af sagnene. Måske indeholder de manipulerede og utroværdige skandinaviske sagaer og krøniker på denne måde fragmenter af historien om denne omflakkende kongefamilie - som ikke kan benyttes som historisk dokumentation for forløbet, men som kan inspirere til forklarende scenarier omkring fortidens hændelser og sammenhænge. Index 4. Perspektiv Under alle omstændigheder ankom herulerne til Norden, hvor de sammen med hunnerne har været en vigtig katalysator i den udviklingsproces, som førte til Vendel-kulturens større kongeriger og videre til vikingetiden. De er tillige den mest sandsynlige forklaring på Upplands jarler. Men herulernes plyndring og brandskatning skal ikke ses som det eneste element i vikingernes ekspansive udvikling - det var en generel bagside af kulturen omkring krigeraristokratiet, indtil en kombination af ny kongemagt og kirke ændrede på denne livsform i middelalderen. Hypoteserne dækker en tidsperiode, hvor det normalt er umuligt at gennemføre bevis i henhold til sædvanlige historisk-videnskabelige kriterier, medmindre ny teknik som DNA-analyser kan bringe os videre. Desværre har historikerne ikke fundet frem til en rapporteringsform, der som andre videnskabers kan håndtere usikkerhed - til trods for at al historisk rapportering og analyse rummer usikkerhed. Formålet med denne artikel fra en ikke-fagmand er at kombinere den fragmentariske historiske og arkæologiske information på en mere sandsynlig og sammenhængende måde - i håb om en dag at inspirere en forsker til at finde en overbevisende vej ud af de nuværende blindgyder. Uddybende redegørelse Den gamle detaljerede artikel var præget af 10 års arbejde og diskussioner. En omskrevet detaljeret redegørelse fremgår af den engelsksprogede pdf-artikel, "The Heruls", med samme index som ovenfor. Den indeholder noter og referencer, som stadig er under udarbejdelse. 29. november 2009 Index Top af artikel